Kina og USA afgør sagen

Tale efter tale. Statsleder efter statsleder, som understreger, hvor afgørende det er for klodens overlevelse, at man enes om at reducere den menneskelige udledning af drivhusgas.

Sådan tog klimatopmødet i Bella Center i København sig ud fra sin officielle side i den såkaldte plenarsal på mødets næstsidste dag. I virkeligheden er det meget få af de over 100 statsledere, som i disse timer afgør, om mødet ender med succes eller fiasko,

Eller skåret endnu mere ind til benet: Sagen afgøres af Kina og USA. Kan de to store producenter af drivhusgasser finde en forståelse, bliver der formentlig også en eller anden form for aftale eller i hvert fald skitse til en aftale. Under alle omstændigheder bliver man dog nødt til at arbejde videre med sagen til næste år.

Hvis nogen havde forventet, at EU også ville spille en rolle i slutspillet, er de blevet skuffede.

EU-landene har indbyrdes været uenige om, hvor stor en støtte de fattige lande skulle have og også om, hvor ambitiøse mål man skulle sætte for Europas egen reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Derfor har lederne fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien kørt deres eget løb i forhandlingerne. Det er en alvorlig svækkelse af et EU, der med egen "udenrigsminister" ellers har lagt op til at spille en langt mere offensiv rolle på den internationale scene. Premieren har ikke fundet sted på klimatopmødet.

Men hvorfor er det overhovedet endt med, at et udfaldet af så stort arrangement først afgøres i dets allersidste timer – efter flere års forberedelse?

Den væsentligste forklaring er, at alle spillere har holdt deres kort tæt til kroppen langt ud over det rimelige, hvis man virkelig ønskede at få en aftale. Ingen har villet smide det første kort. Ingen har villet give den første indrømmelse i form af flere penge eller et højere mål for reduktion af CO2.