I takt med at stats- og regeringsledere er kommet til Danmark, koncentrerer al energien sig i den fjerdedel af centeret, hvor landenes delegationer holder til
Morgenkaffen er blevet lunken i sit bæger af genbrugspap. Alligevel rækker den irske Greenpeace-aktivist på den anden side af politihegnet ind til Bella Center smilende krusene frem til den brogede kø af forhandlere. Det gælder om at holde humøret oppe, selvom han er udenfor i nordenvinden og de seks graders frost, fordi FN har skåret voldsomt i det tilladte antal klima- og miljøorganisationer til topmødet. Og endnu længere uden for forhandlingerne, som nu er overtaget af stats- og regeringslederne.
– Det er vigtigt, at vi bliver ved med at vise flaget. Vi kan kun håbe, at politikerne snart tager sig sammen, siger han – og trøster sig i al stilfærdighed med, at det hele snart er overstået, så han slipper for at stå og fryse foran metrostationens betonelementer.
Inde i centeret er den afdæmpede atmosfære påfaldende. Den kom allerede snigende onsdag, da FN besluttede, at der kun kunne komme 7000 personer ind fra de folkelige organisationer. I dag er tallet skåret ned til 300, og den store lyse hal, der optager en fjerdedel af centerets areal og rummer stande fra organisationer over hele verden, har samme præg som et indkøbscenter en time efter lukketid. Der er slukket for det massive, folkelige engagement inden for murene i denne omgang. Rampelyset er sat et andet sted.
En af de få stande, der er bemandet, er fra Etiopien. Her venter landbrugsøkonom Betru Nedessa tålmodigt både på interesserede gæster og en klimaaftale. Han forsøger at forsone sig med tanken om, at der næppe kommer nogen synderlig konkret og brugbar aftale ud af forhandlingerne i denne omgang.
– Problemet er, at en aftale ikke er så vigtig for de rige lande. Det er ikke dem, der mærker klimaforandringerne, men det er dem, der mærker generne af en aftale. De skal betale pengene, og de skal skære i deres CO2-udslip, siger han.
I det modsatte hjørne af Bella Center syder husets største pressesal til gengæld af al den energi, som er trukket ud af organisationernes område. USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, er landet i København og holder pressemøde. Indtil Barack Obama efter planen ankommer fredag, er det hende, der holder den ene af de to afgørende tøjler i topmødet – den anden har kineserne fat i – og selv ståpladserne er optaget i den tætpakkede sal.
Hillary Clinton glimter af overskud, overblik og den naturlige autoritet, det giver at være udenrigsminister i verdens supermagt.
– Det er ikke længere et spørgsmål om os versus dem, siger hun.
– Vi står alle over for den samme udfordring, og der er brug for, at vi løfter vores årer og ror i samme retning. Verden har desperat brug for en aftale.
Undervejs afleverer hun det første reelle bud på, hvor mange penge USA vil være med til at give de fattigste lande i støtte til klimatilpasning: en andel af 100 milliarder dollar fra 2020, og det konkrete løfte spreder nyt håb om, at en aftale alligevel er inden for rækkevidde.
En af dem, der bider mærke i Clintons udspil, er Antonio Hill, seniorrådgiver i klimaforandringer for den britiske udviklingsorganisation Oxfam. Rundt om halsen har han et rødt bånd med indskriften "Lead or go home" (Tag førerskab eller rejs hjem), og selvom det har set sort ud for forhandlingerne, satser han stadig på, at det er det første, der vil ske. Hans erfaring er, at alt kan ske i det sidste døgn.
– Det er en håndfuld af mennesker, der bestemmer. Vi som folkelige organisationer er ude af spillet, og det er forhandlerne stort set også. Det er dem, der sidder med den politiske magt, der afgør spillet, siger Antonio Hill.
Ude i garderoben har de unge medarbejdere lettere ved at holde styr på deres skridttæller end forhandlingerne. I den første uge gik de over 20 kilometer på en vagt. Med færre mennesker i huset er der også færre skridt at gå. De håber bare, at ingen af dem har været forgæves.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk