Object |
18. december 2009
Fredag formiddag blev Bubber og alle de andre aktivister fra Greenpeace løsladt fra klima-fængslet på Retortvej i Valby.
Bubber deltog i en Greenpeace-aktion ved Christiansborg torsdag aften. Den kendte vært fra TV2 er i denne uge i lære som Greenpeace-aktivist. Og det skal bruges til et program i serien "Danmark ifølge Bubber."
I aftes forsøgte Bubber og 34 andre aktivister fra Greenpeace at sætte bannere op ved Christiansborg. Bubber hang i en lygtepæl, da han blev anholdt. Nu sigtes han for overtrædelse af ordens-bekendtgørelsen.
Tre aktivister til royal middag
Der var kongelig middag for mere end 100 af verdens topledere på Christiansborg torsdag aften. Derfor slog aktivisterne til her. Det lykkedes oven i købet for tre af aktivisterne at komme ind til den royale begivenhed. De havde taget galla-tøjet på og ankom til Christiansborg i en meget fin, lejet bil med chauffør. På den måde slap de let og smertefrit forbi alle sikkerheds-folkene.
De tre blev anholdt, da de pludselig trak bannere frem fra baltøjet. På bannerne stod: "Politikere taler - ledere handler".
Politiet venter flere aktioner
Sikkerhedsfolkene har meget røde øre over, at det lykkedes aktivisterne at komme ind sammen med alle de fine gæster. Nu undersøger politiet, hvordan det kunne ske. De tre sigtes for ulovlig indtrængen.
Politichefen Per Larsen siger, at aktionen har været en øjen-åbner for politiet. Han forsikrer, at sådan en episode ikke vil gentage sig.
Men Københavns Politi forventer flere aktioner fra Greenpeace i løbet af fredag. Det er klima-topmødets sidste dag.
- Vi regner med, at der er mere i vente. Og vi håndterer aktionerne efterhånden, som de opstår. Det siger pressetalsmand Johnny Lundberg fra Københavns Politi.
/ritzau/