Object |
18. december 2009
Hvis du ikke har nået at skrive julekort, så har du en ekstra chance i weekenden.
Post Danmark har nemlig udsat fristen for, hvornår julekort skal i postkassen for at være fremme inden jul. Fristen er rykket fra i dag fredag til mandag den 21. december.
- Fristen på den 18. december var lidt forsigtigt sat. Vi var blandt andet lidt usikre på, hvordan klimamødet i København ville påvirke vores arbejde. Det siger Lars Kaspersen, der er kommunikationschef i Post Danmark.
Selv om sneen har lagt sig over hele landet, frygter posten ikke vejret.
- Der er stadig lidt forsinket post. og det er værst i Trekants-området, hvor medarbejderne også har svært ved at nå frem til deres arbejde på grund af vejret. Men vi sætter ind med ekstra omdeling i weekenden. Så vi skal nok få juleposten frem. Især hvis vejret viser sig fra den pæne side i næste uge, siger Lars Kaspersen.
Fristen for pakker er også mandag den 21. december.
/ritzau/