Vi blev kaldt for barakunger

De sværeste barndomsår var i en toværelses lejlighed i Bergthorasgade på Islands Brygge, hvor familien flyttede til fra havehuset.

– Det var meget ydmyge forhold, men det var det også for de andre, der boede omkring os. Lejligheden var kold, der var ikke noget badeværelse, vi frøs og var dårligt klædt. Vi blev ikke altid vasket. Engang kom jeg i skole med sorte rande på halsen. Det var fordi, kakkelovnen osede, at de rande var der.

– Men at vi levede i fattigdom, går først op for en, når man bliver konfronteret med andre miljøer. Det var omgivelserne, der gjorde opmærksom på, at det var et trist liv. Det var det også, men det var også sjovt, vi morede os meget sammen.

Mad var der ikke altid nok af, så børnene spiste i kirken om søndagen.

– Det var skønt at få varm mad, men desværre var der kampe, der måtte udkæmpes både på vejen frem og vejen tilbage fra kirken. Det klarede mine brødre nu. De kunne slås, så min søster og jeg kunne gå i fred. De, der ville slå os, var børn, hvis forældre ikke ville have, at deres børn blev bespist i kirken. Men det var skønt at komme i den kirke. De kunne lide os, smilede til os og klappede os på håret, fordi vi kunne alle salmerne udenad. Vi kunne også sige fadervor og vidste, hvordan vi skulle opføre os. Det havde vores mor lært os. Og derfor var vi i kirken for en gangs skyld et sted, hvor vi følte os veltilpasse. Vores mor var troende – det blev vi også.

– Fordi der ikke var mad nok, blev vi jævnligt sendt på institution. Det skånede os for de værste mangelsygdomme, og det var vores mor, der var rigtig godt begavet, heldigvis klar over. På institutionerne havde vi alle sammen hjemve, og det skønt hjemmet i Bergthorasgade var forbundet med både angst og rædsel, siger Iris Garnov, der ikke vil gå i detaljer med de overgreb, der fandt sted der.

– Da vores fars overgreb kom til vores mors kendskab, var han væk inden et døgn. Der kom hendes styrke og energi til udfoldelse. Overgrebene har ikke været livsødelæggende for mig. Den måde, der blev taget hånd om det på, var rigtig for mig, og så blev der ikke talt mere om det. Og når vores mor klarede det hele, var det, fordi hun både var livsklog og livsglad.

Da moderen blev alene med syv børn, kom der hjælp fra kommunen, og de økonomiske forhold blev bedre. Og familien flyttede til Valby.

– Det var vidunderligt, som at komme i himmerige. Det var et nyt hus, vores eget kønne, røde træhus, og vi, der var vant til at bo som sild i en tønde, havde nu plads til, at pigerne fik et værelse, drengene et og vores mor sit eget. I flere år havde mange af os mareridt om natten, men vi måtte gerne komme ind og sove hos vores mor. Der var mange ting, der skulle formuldes, og det blev de, fordi vi havde en forstående og omsorgsfuld mor.

I Valby blev der råd til, at moderen kunne købe leverpostej fra Istedgade og mayonnaise til tomatmaden. Det var en fest. Men der var også mørke sider ved dagligdagen i husvildebarakken.

– Min søskende og jeg blev kaldt for barakunger, fordi huset, vi boede i, viste sig at være en barak. Da jeg blev så stor, at drenge gerne ville følge mig hjem, lod jeg, som om jeg boede i et rigtigt etagehus af sten. Når vi havde sagt farvel i gadedøren, gik jeg op ad trappen, og når jeg så, at drengen var væk, løb jeg ned og hjem. Man skulle også huske på, hvad man havde sagt, når nogen spurgte, hvad vores far lavede. Nogle gange var han vinduespudser, andre gange på hospitalet eller ude at sejle – men ikke i fængsel, siger Iris Garnov.

Selv klarede hun den. Ved hjælp af held, siger hun selv, og en fremdrift, der må være lagt i hendes gener. Hun fik en god skolegang og en kontoruddannelse. Som voksen tog hun studentereksamen og fik en humanistisk basisuddannelse på RUC. Først sent begyndte hun at skrive og det med succes.

– Jeg fik jo også en sød mand og tre børn. Mine voksne år har for det mest været pragtfulde. Skilsmissen efter 17 års ægteskab var hård. Det er altid slemt at gøre nogen ondt. 17 år senere mødte jeg min anden mand, der var tandlæge og forsker. Vi blev forelsket på 17 sekunder, blev gift på ingen tid, men fik kun 17 måneder sammen. Da han var døende, lovede jeg ham at blive den glade enke.

– Men det var svært, og det har taget mange år. For da jeg mistede ham, slukkedes alt lys. Jeg havde ikke kun mistet ham, men også kærligheden. Endelig gik det dog op for mig, at kærligheden jo ikke var død. Den var bare blevet hjemløs. Og så kunne jeg igen få øje på alle dem, der elsker mig, mine børn og ikke mindst mine børnebørn, der er min store kærlighed i dag.

– Når jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg både se den som mørk og som lys, og det er, som om jeg har fået til opgave at fortælle om den. Derfor holder jeg mange foredrag. Jeg oplever, at folk lytter. De får historien bag historien. Som den om min lillebror Aage, der bag pistolmanden var en lille dreng, som ikke blev hjulpet i tide. Jeg vil ønske, at vi i stedet for at tænke på at give de unge fodlænker på og nedsætte den kriminelle lavalder vil se de unge som gode samfundsborgere, der midlertidigt gemmer sig bag en usleben facade.

– Jeg vil gerne fortælle om dem, der kom fint igennem, og om hvor stor betydning det har, at de ser os andre. Hvad jeg selv husker fra et institutionsophold er en gartner, der klappede mig på håret og sagde "såså", fordi jeg stod helt alene og græd. Hvor stor betydning det har for et barn at blive set og føle sig forstået, kan det lille "såså" for 60 år siden vel illustrere.

I dagens debat diskuteres fattigdomsgrænser. Ifølge Iris Garnov er det nemt at fastslå, hvad fattigdom er.

– Det er, når man føler sig fattig og udenfor, fordi man ikke har råd. Fattigdom er mangel på penge – i første omgang. Derefter kommer, at man måske ikke får en uddannelse, ikke får styrket sit selvværd og ikke flytter sig på den sociale rangstige og indser, at det gør ens børn heller ikke. Og det er jo netop mangel, der gør, at man henvender sig til for eksempel Børnenes Kontor, ligesom min mor gjorde, da hun ikke selv kunne klare en glædelig jul.

– Hun sagde, at det ikke er nogen skam at modtage hjælp, hvis folk giver i glæde. For man ved, at man måske en skønne dag selv er den, der giver. Jeg synes, at glæden ved at give er lige så stor som glæden ved at modtage. Og dengang var det med en glad følelse, at vi tog imod julekurven. Når min og mine søskendes jul var glædelig, skyldtes det Børnenes Kontor. Her var nogen, der havde lyst til at give os gaver.

remar@kristeligt-dagblad.dk