Porvoo bliver en berigelse for folkekirken

Ved Porvoo-erklæringens tilblivelse var der altså nogle kirker, som i praksis ikke selv levede op til den gensidige anerkendelse, der ellers er hele kernen i erklæringen. Derfor var det en helt rigtig beslutning, da biskopperne i 1995 sagde nej til Porvoo. Aftalen indeholdt alle de rigtige ord. De passede bare ikke på virkeligheden.

FOLKEKIRKENS NEJ i 1995 bundede i den reelt manglende anerkendelse af folkekirkens embeder, som beklædes af både mænd og kvinder. Derimod handlede det hverken dengang eller siden om anerkendelsen af den såkaldte apostolske succession. Eller rettere: En stor del af debatten op til 1995 handlede om den såkaldte apostolske succession, som spiller en rolle i de anglikanske kirker samt til dels i den svenske kirke.

Men det afgørende i Porvoo-erklæringen er, at begrebet defineres om, således at der tales om en "historisk succession", hvilket er en forestilling, der lader sig begribe inden for rammerne af det, vi i Danmark forbinder med Grundtvigs kirkelige anskuelse. Det afgørende ved Porvoo-erklæringen er, at de anglikanske kirker for første gang anerkender den "historiske, apostolske succession" i for eksempel den danske og den norske folkekirke, på trods af Reformationens historiske brud med bisperækken.

For Porvoo-erklæringen er en historisk bisperække nemlig ingen garanti for "den apostolske succession" eller for at være sand kirke. Det er derimod den rette forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenter gennem tiderne. Eller sagt med andre ord: Forestillingen om en formel "apostolsk succession" bliver i erklæringen netop ikke gjort til et spørgsmål om kirkens identitet.

Ud over folkekirken var det i 1995 kun den lutherske kirke i Letland, som ikke tilsluttede sig. Begge kirker har siden deltaget med observatørstatus. I den forbindelse er det vigtigt at iagttage, hvordan Porvoo-fællesskabet har udviklet sig. Hos mange var der op til 1995 en sund skepsis over for økumeniske organisationer, så vidt som organisationerne nogle gange bliver vigtigere end kirkernes konkrete virke blandt de mennesker, som kirken i sit lokalområde er til for.

Bekymringerne gik derfor på, om Porvoo ville udvikle sig til en "super-kirke", som kunne træffe beslutninger på kirkernes vegne. I dag kan vi konstatere, at disse bekymringer var grundløse. Porvoo skiller sig ud fra andre mellemkirkelige organisationer ved slet ikke at have et sekretariat, intet medlemskontingent og – vigtigst af alt – intet ledelsesorgan, som kan træffe beslutninger på kirkernes vegne. Porvoo fungerer alene ved, at en "kontaktgruppe" koordinerer det fælleskirkelige arbejde i Porvoo-regi. Alle møder har alene karakter af konsultationer, hvor man lytter til hinanden, men hvor der ikke kan træffes fælles beslutninger.

Situationen i dag er anderledes, end den var i 1995. Dels kan vi se, at Porvoo ikke udviklede sig til det, som mange frygtede, dels at de anglikanske kirker har bevæget sig meget langt inden for de områder, som tidligere udgjorde begrundelsen for ikke at være med.

Det har givet anledning til at overveje, om folkekirkens stilling fra 1995 skulle revurderes. Disse overvejelser er gjort af Folkekirkens mellemkirkelige Råd og af biskopperne, og de har fundet sted i samtale med de anglikanske kirker, idet der er spurgt ind til de emner, som tidligere udgjorde et problem for folkekirken.

DE PRAKTISKE erfaringer med Porvoo-fællesskabet og samtalen med anglikanerne viste, at de forbehold, som eksisterede i 1995, ikke længere er relevante: Porvoo har ikke udviklet sig til en monster-organisation, og de anglikanske kirker kan i dag anerkende ordinationer foretaget af kvindelige biskopper. De anglikanske kirker i Irland og Skotland har allerede indført mulighed for kvindelige biskopper i deres egne kirker, og England og Wales har indledt en proces med henblik på det samme.

Den sidste store knast i samtalen med anglikanerne var spørgsmålet om domprovsteordinationer, som lejlighedsvis finder sted i folkekirken i tilfældet af biskoppens fravær. Det viste sig, at alle de anglikanske kirker i dag kan anerkende gyldigheden af domprovsteordinationer, dog er der muligvis nogle ansættelsesretlige begrænsninger, som i England skal justeres ved lovgivning. Det er vores vurdering, at de ændringer, som har fundet sted, fuldt ud er tilstrækkelige til, at folkekirken i dag kan tiltræde Porvoo.

På baggrund af samtalen med de anglikanske kirker udarbejdede Folkekirkens mellemkirkelige Råd en signaturforklaring, som præciserer, på hvilket grundlag folkekirken kan tiltræde Porvoo-erklæringen. Folkekirkens mellemkirkelige Råd bad i efteråret 2009 biskopperne forholde sig til, om der i signaturforklaringen eller i selve Porvoo-erklæringen er noget, som strider imod folkekirkens læremæssige grundlag. Eftersom biskopperne kunne svare nej til det spørgsmål, var vejen banet for, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd på sit møde den 9. december i år kunne tiltræde Porvoo-erklæringen med en planlagt officiel underskrivelse engang i 2010.

Det er ikke første gang, at biskopperne og Folkekirkens mellemkirkelige Råd samarbejder om folkekirkens medlemskab af en kirkelig organisation: Det samme var tilfældet i 2001, hvor Folkekirkens mellemkirkelige Råd besluttede at melde folkekirken ind i Leuenberg-fællesskabet af lutherske og reformerte kirker, efter at biskopperne på lignede vis var hørt på forhånd angående det læremæssige grundlag.

Vi tror, at det bliver en berigelse for folkekirken at deltage fuldt ud i Porvoo-fællesskabet, ligesom vi tror, at vi har noget at bidrage med, som vil være til gavn for de andre kirker. Derfor var det en vigtig og rigtig beslutning, som Folkekirkens mellemkirkelige Råd tog, da det besluttede at tiltræde Porvoo-erklæringen.

At denne beslutning skulle være udemokratisk, som det siden er blevet sagt, er ganske enkelt noget vrøvl, eftersom beslutningen er taget på baggrund af den kompetence, som Folketinget ved lovgivning har tildelt Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Kresten Drejergaard er biskop og medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, og Paul Verner Skærved er formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd