Christian Braad Petersen |
21. december 2009
Mens opbakningen til missionen i Afghanistan begynder at vakle i befolkningen og på Christiansborg, melder et nyt hold soldater sig klar til at tage af sted. Knap 200 har skrevet kontrakt på en udsendelse til Afghanistan, og dermed bliver der ikke problemer med at stille et fuldt hold til februar, siger presseofficer Frede Damsø fra Forsvarets Personeltjeneste.
- Dem, der har tegnet kontrakt nu, er ved at være klar til at tage af sted, så det vil være undtagelsen, hvis der falder nogen fra inden udsendelsen, siger Frede Damsø.
Soldaterne får juleferie hjemme hos familierne, inden de den 7. januar mødes i Oksbøl til den afsluttende missionsforberedende øvelse. De har sagt ja til at tage af sted, selvom efteråret har budt på en stribe tilbageslag for missionen.
Først endte det afghanske præsidentvalg i massiv korruption. Derefter gik to talsmænd for de fastansatte soldater ud med tvivl om, missionen overhovedet kan lykkes, og til sidst indledte politikerne på Christiansborg et slagsmål om, hvorvidt Danmark skal sætte en dato for, hvornår soldaterne skal ud. Derudover har 2009 været det hidtil blodigste år for de internationale styrker.
- Men det har ikke fået folk til at melde fra. Faktisk tværtimod, siger Frede Damsø.
Det kan skyldes, at soldaternes motivation til at sætte livet på spil i Afghanistan ikke hænger sammen med den løbende udvikling i landet:
- Det er forskelligt fra person til person. Men det er typisk, at man ønsker at gøre en forskel, og så er der selvfølgelig også nogen, der slår på kammeratskabet, siger Frede Damsø.
Det nye hold kommer til Helmand-provinsen i Afghanistan, kort efter at USA er begyndt indsættelsen af 30.000 ekstra soldater i landet, der skal forsøge at gøre op med de militante oprørere, som kontrollerer omkring en tredjedel af landets provinser.
De mange ekstra soldater skal blandt andet øge sikkerheden på den vigtige hovedvej Highway One, hvor tre danske soldater i juni blev dræbt af en vejsidebombe.
I december stillede Danmark Leopard-kampvogne til rådighed for en amerikanskledet operation i Now Zad-dalen i den nordlige del af Helmand-provinsen. Og de danske soldater skal måske igen hjælpe amerikanerne. USA planlægger en endnu større offensiv mod Taleban omkring byen Marja i Helmand-provinsen. Offensiven ventes at finde sted i begyndelsen af 2010. /ritzau/