Tim Knudsen |
21. december 2009
Prioriterer vi rigtigt, når statsministeren erkender, at der er fattigdom i Danmark?
For socialminister Karen Ellemann (V) er den tiltagende debat om fattigdom ubehagelig. Hun har svært ved alene at gøre noget ved sagen.
Hun sidder ikke med i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Magten over det sociale område ligger mest i Finansministeriet og hos statsministeren. Socialministeriet er nærmest kun et ekspeditionskontor for regeringstoppen. Men Ellemann og hendes forgænger, Karen Jespersen (V), har måttet forsvare regeringen. Det har de mest gjort ved at benægte, at der skulle være fattige. Eller ved at sige, at fattigdom ikke er et spørgsmål om økonomi. Og så har Ellemann sagt, at der må være grænser for, hvad og hvem det offentlige skal støtte. Det sidste er jo rigtigt.
Men prioriterer vi rigtigt, når vi giver verdens mest rundhåndede uddannelsesstøtte uden tilbagebetalingspligt til den mest privilegerede del af ungdommen, mens omkring hver femte unge går ud på arbejdsmarkedet uden et eksamensbevis? Og prioriterer vi rigtigt, hvis den tidligere konservative minister Palle Simonsen har ret i, at en række handicapgrupper er blevet overset gennem mange år? Er det for eksempel så rigtigt at give offentlig støtte på mange hundrede kroner til hver eneste, der går til opera? Det er jo næppe samfundets fattigste, der har glæde af det. De søger derimod i stadigt større tal privat julehjælp. Og år efter år stiger antallet af fattige ifølge undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), Red Barnet og senest Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Mens mange af os andre blev rigere. Den slags kontraster ser nogle vælgere trods alt. Det rejser prioriteringsspørgsmål, også for politikerne.
De privilegerede i dette samfund kan ellers let leve uden at se fattigdom. Vi lever og bor så socialt adskilt som nogensinde. Omkring 600.000 bor i almennyttigt boligbyggeri, hvor indvandrere og mindrebemidlede er overrepræsenterede. Så godt som ingen i Folketinget har boet i alment boligbyggeri. Så vidt vides har slet ingen prøvet at være hjemløs. Dragør, hvor tidligere velfærdsminister Karen Jespersen (V) og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) bor, har ingen langvarigt fattige børn. Der er også langt mellem dem i Rungsted ved Øresundskysten, hvor Karen Ellemann har været lærer. Man skal ifølge AE tage til Langeland, Tønder, Thisted og Jammerbugt for at få den største chance for at møde langvarigt fattige børn. I disse områder mener AE, at 1 barn ud af 50 er langvarigt fattige. Områder som Morsø og Lolland har også ganske mange fattige. Nogle borgmestre i udkantsområder mener, at de rige kommuner i landet tilmed bevidst eksporterer fattige ud i de kommuner, som i forvejen er mest plaget af problemer. I disse fattigdomslommer kan man lettest finde billige - og ofte faldefærdige - boliger.
Karen Jespersens skæbne er skræmmende for Karen Ellemann. Karen Jespersens image som omsorgsfuld krakelerede, da hun blev kritiseret for at forsømme de svageste. Hun kunne ifølge læserbreve efterhånden virke ufølsom. Hun tærede på den politiske kapital, hun engang havde oparbejdet som en populær minister.
Karen Jespersen tilhørte som tidligere socialdemokratisk minister hverken regeringens eller sit partis inderkreds. Hun prøvede at kompensere for sin manglende indflydelse. Dels ved i stedet at tale om muslimer, selvom hun ikke var integrationsminister. Dels ved at give kommunerne skylden, når der blev konstateret sociale problemer. Til sidst blev kommunerne trætte af at høre på hende. Ved et møde med kommunerne i marts blev hun bogstaveligt talt buhet ud. Ingen kan vist huske, at det ellers er overgået en minister. Så trak hun sig som minister. Det går ikke længere bare at give kommunerne skylden. For nogle af dem er blevet økonomisk pressede.
Karen Ellemann fik håb om at undgå en lignende skæbne, da statsministeren på sit pressemøde sidste tirsdag brød ny jord i Venstre. Han erkendte i forbindelse med, at Jann Sjursen blev ny formand for Rådet for Socialt udsatte, at der faktisk er fattigdomslommer i Danmark. Måske er Kristeligt Dagblads omfattende dækning af det spørgsmål ved at få effekt på højeste sted. Og hvis regeringen vil finde penge til fattige børn og til handicappede, så kan man nok finde dem nogle af de steder, hvor alle vi velaflagte har fornøjelse af offentlige ydelser.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad