Juletræer og kanel i Amman

Det kristne mindretal i Jordan fejrer generelt jul på traditionel vis. En af dem er 28-årige Wahid

Inden for i en kirke i Jordans hovedstad, Amman. Officielt er mellem fem og seks procent af landets indbyggere kristne. --
Inden for i en kirke i Jordans hovedstad, Amman. Officielt er mellem fem og seks procent af landets indbyggere kristne. --. Foto: Camilla Rau Petersen.

Fem til seks procent af de godt fire millioner indbyggere i Jordan er ifølge de officielle tal kristne. Mange vurderer dog, at tallet reelt set kun er omkring tre procent. Mens den overvejende del af befolkningen er sunnimuslimer, findes også en lille shiamuslimsk minoritet og nogle få, som tilhører bahai-religionen.

Walid på 28 år er kristen og en af dem, som vil fejre jul i Jordan i år. Han er født i hovedstaden, Amman, men opvokset i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater og kom tilbage til Jordan som 18-årig. I dag arbejder han som softwareingeniør.

Hvordan fejrer I jul i jeres familie?

- En til to uger før begynder min mor at sætte juletræ op og udsmykke huset. Hun laver julepynt og pynter op og stiller en krybbe op, men Jesusbarnet bliver først lagt i juledag. Juleaften spiser vi nogle særlige julekager med kanel og mødes med hele familien. Onkler og tanter kommer med mad. Men vi giver ikke hinanden gaver. Vi fik det som børn, men det gør vi ikke mere. Nogle familier danser om juletræet og synger salmer og julesange, men det gør vi ikke. På juledag går vi i kirke.

Har I juleferie?

- Vi har fri den 25. og 26. december. Fra regeringens side har vi én fridag, juledag. Men mit arbejde giver to fridage til jul og to til påske og én palme søndag. Jeg har også fri, når mine muslimske kolleger har deres hellig- dage. Men de har ikke fri på de kristne helligdage.

Så I har faktisk flere fridage end dem?

- Ja, vi kristne får flere helligdage.

Opfatter du dig selv som praktiserende kristen?

- Nej, det vil jeg ikke sige om mig selv, for jeg går ikke i kirke hver søndag, men jeg er troende.

Hvad betyder det?

- Det har at gøre med at tro på Jesus og budskabet. Jeg går i kirke til jul, langfredag, og til bryllupper og begravelser. Jeg har det afslappet med det. Hver søndag kan jeg ikke gå på grund af arbejde. Fredag (hvor kirkerne i Jordan ofte holder gudstjeneste også) kunne jeg godt, men som jeg sagde, jeg er måske lidt doven eller bare ikke så engageret.

Mærker du en forskel mellem kristne og muslimer her i Jordan?

- Det meste af tiden vil du ikke mærke en forskel, der er bare nogle folk, som ikke er fleksible. Nogle gange møder du folk, som ikke er åbensindede, men det er sjældent. Kristne her er mere eksponerede over for muslimer, end muslimer er overfor kristne. Det gør, at vi ved mere om muslimer, end de ved om os kristne. Der er ikke et generelt problem, kun enkelte individer lige som i andre lande. Nogle gange handler det bare om uvidenhed. Sidste år var der en nabo, som spurgte min mor, hvad spiser du? Min mor fortalte om normale retter og naboen udbrød; "Åh, I spiser lige som os."

Måske var kvinden ikke så uddannet. Det er et eksempel, men det er ikke så normalt.

Hvad gør du under ramadanen?

- Jeg spiser og drikker på arbejdet, men ud af høflighed gør jeg det i ly af mit skrivebord. En af mine kollegaer sagde en dag, "Hvorfor spiser du ikke? Det har jeg ikke noget imod." Men jeg gør det alligevel ikke åbenlyst. Forestil dig, at du sidder der og ikke har spist og drukket hele dagen og er sulten, og forestil dig så, at der er en, som spiser og drikker lige foran dig. Det vil gøre det sværere for den person.

Hvad med dine venner, hvilken religion tilhører de?

- 99 procent af mine venner er muslimer, men vi taler ikke om religion generelt, måske hvis det lige passer, og der er et relevant emne. Jeg er måske lidt forsigtig med at tale om religion i venskabers første fase, ikke alle accepterer alt. Der er jo naturlige faser i relationer. Det ville være det samme med en buddhist. Det handler om at være følsom over for andre. Men generelt taler vi ikke så meget om religion, det handler om interesser. Måske, hvis det var en pige, ville tanken om religion passere. At gifte sig med en muslim er næsten umuligt. Ifølge kirken skal hun døbes og konverteres. Nogle kvinder ville måske være villige, men mange familier ville ikke (ifølge jordansk lovgivning er det forbudt for den muslimske befolkning, at konvertere til kristendommen). Jeg selv ville ikke konvertere til islam for at blive gift.

Hvilken identitet er den stærkeste for dig, nationalitet eller religion?

- Jeg er jordaner - og emirati, jeg boede der i 18 år, og det har indflydelse, men jeg elsker Jordan og ønsker gode ting for landet.

udland@kristeligt-dagblad.dk