Michael Ehrenreich |
21. december 2009
Ingen grund til fortvivlelse trods dårligt resultat
Uanset indfaldsvinklen blev resultatet af klimatopmødet en meget stor skuffelse. Det gælder selvfølgelig mest tydeligt i forhold til det oprindelige mål om en bindende traktat til afløsning af Kyoto-traktaten. Men heller ikke i forhold til den mindre ambitiøse målsætning om en politisk aftale levede COP15 op til forventningerne. Anstrengelserne i Bella Center endte med en hensigtserklæring, der er så løs i kanterne, at det er tvivlsomt, hvorvidt teksten vil blive ført ud i livet.
I betragtning af, at klimaproblemerne efterhånden er dokumenteret til hudløshed, er resultatet uhyre ringe. Og i lyset af, at topmødet afsluttede et toårigt forløb, hvor den internationale opinion blev mobiliseret for at lægge pres på stats- og regeringscheferne, er udfaldet et slag i ansigtet på de millioner af mennesker, først og fremmest i udviklingslandene, der allerede mærker konsekvenserne af klimaforandringerne på deres egen krop.
Bundlinjen er, at alverdens lande i varierende grad satte deres egne nationale interesser højere end muligheden for at løfte i flok på et tidspunkt, hvor de virkelig havde chancen. Det er at skyde over målet at hævde, at klodens overlevelse stod på spil. Men udfordringerne er gigantiske, og de bliver kun værre af, at en fælles indsats for at gøre noget ved dem er skudt endnu længere ud i fremtiden.
Når der alligevel er grund til ikke at fortvivle, skyldes det en række positive elementer. Klimaspørgsmålet er sat på dagsordenen som aldrig før, og det var ikke sket uden en tidsfrist i form af et topmøde. Det lykkedes at tromme politiske ledere sammen fra alle verdenshjørner på tværs af politiske systemer, kulturer og religioner. Man føler altså et ansvar, selvom man endnu ikke er rede til at leve op til det.
Hensigtserklæringen adskiller sig i sit geografiske vingefang fra Kyoto-traktaten ved, at de store økonomiske sværvægtere er med denne gang. Alene dette er et gennembrud og et grundlag at bygge videre på. Endelig er det godt, at der trods topmødets kaotiske afslutning kom en aftale overhovedet. Var man gået fra hinanden uden en tekst at skilles på, havde situationen været helt uoverskuelig, og der var blevet lagt gift for internationalt samarbejde i bred forstand.
Teksten fra København betyder, at COP-processen kan fortsætte, og der kommer en ny chance i 2010. For at undgå en gentagelse vil det være fristende at opgive målet om bindende reduktioner af udledningen af drivhusgasser, men det må ikke ske. Der er ingen vej udenom, hvis klimaudviklingen skal vendes.
Topmødet vil især blive husket for to ting. For det første viste Kinas magtdemonstration, at man ønsker politisk indflydelse på den globale scene. En ny akse er på vej i det geostrategiske billede, efter at forholdet mellem USA og Europa siden Anden Verdenskrig har domineret. Fremover bliver det USA og Kina, der vil svinge taktstokken.
For det andet viste COP15 begrænsningerne i FN-systemet. At nogle få lande kan blokere, rejser spørgsmålet, hvorvidt FN på længere sigt vil være det rigtige forum til rammeaftaler om bekæmpelse af klimaforandringerne. FN er helt uundværlig på mange områder, men mislykkes det igen på COP-mødet i Mexico til næste år, skal der måske findes andre veje på klimaområdet.
Specielt statsminister Lars Løkke Rasmus-sen (V) fik som topmødeleder kærligheden at føle fra lande som Venezuela, Sudan og Saudi-Arabien. Det kan han dog tage med ophøjet ro, fordi disse olieproducerende lande er modstandere af indgreb over for fossile brændsler. De tænker kun på sig selv.
I det hele taget virker meget af kritikken mod det danske formandskab lidet klædelig. Det gælder også kritikken herhjemme. Selv-om der blev begået fodfejl, er det med så mange deltagere og så store interesser på spil naivt at forestille sig, at en anden mødeledelse havde givet et anderledes resultat.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad