Det er ikke nogen overraskelse, at regeringen har fået karakter under gennemsnittet af den danske befolkning og at flere af ministrene har fået dumpekarakterer. Den nuværende regering lider af "metaltræthed". Regeringen nærmer sig grænsen for, hvor længe regeringer sidder i Danmark.
Statsministeren får en karakter kun lidt over gennemsnittet på 4.4. Han har slet ikke vist statsmandskab i sin første periode som statsminister.
Flere af Venstreministeren ligger på karakteren 3 og derunder med Rønn Hornbeck helt i bund. Hun var langt bedre som menigt folketingsmedlem og har skuffet dybt som integrationsminister og som kirkeminister ligger man næsten slet ikke mærke til hende.
Jeg har ofte sagt, at Connie Hedegaard og Per Stig Møller har været alibi for den siddende regering og de ligger da også i top ved karaktergivningen, med Connie Hedegaard i spidsen. Men hun er nu fortid i regeringen og Per Stig Møller nærmer sig vist en alder, hvor han kan forvente at blive skiftet ud.
Vil det mon lykkes Lars Løkke at få lavet en regeringsrokade, der kan redde regeringen, så den fortsætter efter næste valg. Næppe - og det er for mit vedkommende heller ikke ønskeligt. Men alternativet S, SF og R er heller ikke ønskeligt for mig. Lad os i 2011 få et folketingsvalg, der fører til en regering hen over midten med det solidt flertal.
Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne








































