Tæt på Tannhäuser
22. dec 2009 00:00
Richard Wagners "Tannhäuser" i Kasper Bech Holtens iscenesættelse er visuelt og musikalsk en fornøjelse, men kradser tidstypisk kun i værkets overflade
Stig Fogh Andersen inkarnerer den splittede Tannhäuser med bravur. -- Søren Solkær Starbird.
Man kan blive så skrækkelig opslugt af sit arbejde, at ens omgivelser kan have svært ved at komme i kontakt med en. Ja, at finde en fornuftig balance mellem arbejdet og alt det andet, man vil i livet, er vel et af det moderne menneskes største problemer, et problem som Kasper Bech Holten behandler i sin nyfortolkende udgave af Richard Wagners opera "Tannhäuser". Her er Tannhäuser gjort til digteren, der er splittet mellem hengivelsen til sit kunstneriske arbejde bakket op af musen Venus og så det borgerlige familieliv sammen med Elisabeth.
Det udfordrende møde mellem den normbrydende kunstner og samfundets borgerlige normer er set mange gange før, men Kasper Bech Holten føler sig åbenbart kaldet til også at fortælle sin variant af denne velkendte historie. Det bliver tydeligt allerede under ouverturen, hvor ni pantomimedansere forvandler scenografien – en stor biedermeierstue, som den kunne have set ud på Wagners tid – til et virvar af vand, papirstumper og alment kaos som et sindbillede på den udøvende digter Tannhäuser, der sidder ved sit skrivebord og bogstaveligt talt vender verden på hovedet, spektakulært illustreret ved en trappe drejet 180 grader, som en person er på vej op ad (altså gående med hovedet nedad). Musen Venus sejrer over familieidyllen.
Det er i det hele taget en scenografisk spændende og visuelt frydefuld forestilling; lyset er gennemtænkt og meddigtende, kostumerne er gennemarbejdet i detaljen, og der er tale om en opera, der er konsekvent tro mod sit overordnede koncept. Og musikalsk set er det international topklasse, det, der bliver leveret i Operaen. Det Kongelige Kapel spiller stramt, med en kraftfuld bund og vilter intensitet under dirigent Friedemann Layer, og de er i denne - som i de andre operaforestillinger, jeg har set dette efterår - i meget fin form også i de individuelle præstationer.
Og sangerholdet er det Wagnerske førstehold, som vi kender det fra for eksempel "Nibelungens Ring", og de er alle personinstrueret overbevisende. Stig Fogh Andersen inkarnerer den splittede Tannhäuser med bravur: Kunstnere er sårbare mennesker, fordi de blotlægger sig selv i deres arbejde, og derfor ender mange også med at være stærkt selvoptagede. Det gælder også Tannhäuser, der ikke kerer sig synderligt om sine omgivelser, bare han kan få lov til at være det provokerende spejl, som samfundet kan holde op. Og selv om han bliver 60 næste år, Stig Fogh Andersen, virker han stadig sulten og med en stemme, der bærer flot igennem. Tina Kiberg synger en nuanceret Elisabeth - hun tror på Tannhäuser, tror på, at han vil og kan sone sin synd, men uden held. Hun dør afmægtig og ulykkelig. Susanne Resmark er den forførende muse Venus, som konstant leder Tannhäuser på kunstens afveje. Publikums begejstring for hendes indsats var forståelig, som den var det for den finske baryton Tommi Hakala, der sang rollen som Wolfram von Eschenbach, manden, der kunne have givet Elisabeth det liv, hun ville have, men man forelsker sig som bekendt altid i sine modsætninger ? og så har jeg slet ikke nævnt Stephen Milling, der synger en formidabel Hermann Landgraf.
Men når alt det er sagt, så er Kasper Bech Holtens "Tannhäuser" også en tidstypisk version af Wagners pragtfulde værk. Hele den åndelige del af operaen og den kristne fortolkningsramme er der intet blik for. Operaen reduceres til et forholdsvis banalt spørgsmål om, hvorvidt man skal realisere sig selv, de forbundne omkostninger for kunstneren og dennes omgivelser samt afsmag for det, man vel kan kalde en pligtetik i modsætning til den forløsende kunst. Men Tannhäuser er så meget større - frelse, nåde, synd, soning, barmhjertighed, bod og anger gennemsyrer tematisk operaen, men hele denne så at sige lodrette akse er fjernet til fordel for den vandret jordnære. Og det er ærgerligt.
Det værste eksempel på dette i Holtens version er, at Tannhäusers bodsgang til paven i Rom for at sone sin skyld over sine excesser bliver til en metafortælling, Tannhäuser blot digter frem. Det indebærer desværre, at Tannhäusers efterfølgende sorg over Elisabeths død kommer til at virke hul og falsk - og at de mange store, forløsende ord i tredje akt fra både Eschenbach og det i øvrigt fantastiske syngende kors side kommer til at virke helt meningsløse. På den måde ender en scenografisk og musikalsk prægtig opera nærmest på gulvet, fordi man ikke tør eller vil tage teksten på ordet og give sig i kast med at illustrere temaer, der måske ikke er umiddelbart nærværende for den almindelige teatergænger her på vej ind i 2010. Men hvorfor kun give publikum noget, de kan spejle sig i i stedet for at udfordre deres vante forestillinger? Det spørgsmål hænger lidt i luften efter Kasper Bech Holtens "Tannhäuser".
Richard Wagner: Tannhäuser. Det Kongelige Teater, Operaen. Spiller otte gange frem til den 1. februarkultur@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
