FN-systemet har sine begrænsninger. Men det vækker håb, at statsledere brugte energi på en løsning
Der er givet få point for resultatet af klimatopmødet i København, og kommentatorerne har ikke ligefrem stået i kø med roser for den kunstneriske præstation. "Kaos" er det ord, der oftest er blevet brugt for at beskrive forhandlingerne de seneste døgn i Bella Center.
Men det turbulente forløb må ikke overskygge, at der rent faktisk skete flere positive ting i København i de hektiske aften- og nattetimer mellem fredag og lørdag. Især er det værd at bemærke det engagement, de mange stats- og regeringsledere udviste. De fleste af dem forsøgte - på overtid - at nå frem til en løsning, som kunne være et effektiv indgreb mod klimaforandringerne. Og da det ikke lykkedes politikerne at få det gennembrud i forhandlingerne, som mange havde håbet, var de for en gang skyld ærlige nok til at indrømme, at det ikke var det resultat, de havde drømt om.
- Toppolitikernes engagement i klimaforhandlingerne var en succes. Det er der ingen tvivl om. Der er skabt et momentum, fordi regeringslederne påtog sig et ansvar for at gøre noget ved sagen. På samme måde var processen op til selve topmødet god – den fik involveret regeringer på en ny måde, siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i den internationale klimapolitik.
Han tøver ikke med at give klimatopmødet ni med pil opad efter den gamle 13-karakterskala, hvor ni er karakteren lige over middel.
- Samlet set er det ikke noget dårligt resultat, topmødet har leveret. Især fordi processen var lovende, siger han.
Peter Nedergaard mener, at en del af den buldrende kritik mod topmødet hænger sammen med, at vi fra dansk og europæisk side sammenligner forløbet med det, vi kender fra EU. Vi er blevet vant til, at der er faste procedurer for, hvordan tingene besluttes i et europæisk fællesskab, og selv når vi ikke er enige, er der regler for, hvordan det så skal håndteres. Det er helt anderledes i FN.
- Man skulle forsøge at koble en aftale fra Kyoto sammen med en FN-protokol om klimaforandringerne. Det er aldrig prøvet før, og man har ingen regler for, hvordan det skal gøres. Så det måtte jo ende i en grad af kaos, siger Peter Nedergaard.
Tidligere ambassadør ved blandt andet FN og chef i Danida, Bent Haakonsen, er enig i, at man er nødt til at tage højde for FN-systemets natur, når man vurderer et topmøde som det, der netop har fundet sted.
- Man har prøvet at forcere et resultat igennem, men det tager rigtig, rigtig lang tid at arbejde med FN. Der er 193 lande, der skal være enige, og når vi ved, hvor svært det kan være med de 27 lande i EU, er der ikke noget at sige til, at det er uhyggeligt svært i FN. Dertil kommer, at hvor EU har en kommission delt op på fagområder, der arbejder hele tiden, råder FN kun over et spinkelt sekretariat, som tilrettelægger møder og holder generalsekretæren opdateret, men kun har beskeden ekspertise på de enkelte politikområder, siger han.
Set i det lys mener Haakonsen ikke, at topmødet kunne være endt meget anderledes, end det gjorde, og i lighed med Peter Nedergaard ser han det som en stor opmuntring, at de tilrejsende stats- og regeringsledere i det mindste gjorde et ihærdigt forsøg på at involvere sig direkte.
- Det var overraskende og nyt og meget positivt. Især i betragtning, at der på forhånd kun var lagt op til, at de skulle flyve ind torsdag aften og stille op til familiebillede sammen fredag eftermiddag, siger den pensionerede ambassadør.
Samlet set var topmødet et interessant lærestykke i, hvordan der er en række nye magtcentre og alliancer undervejs i international politik, mener Georg Sørensen, professor i international politik ved Aarhus Universitet. Han kalder det omfattende politiske engagement for "uhørt", men mener, at det er for tidligt at sige, om det signalerer dybere ændringer i det internationale system.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk