Dorte Remar |
23. december 2009
Måske gjorde vi os ekstra umage den aften. Måske var der magi i luften. Eller også var det bare det, man kalder for fællesska
Over julen 2003 stråler en særlig glans. Det var det år, hvor Erkan var gæst. Vores søns tyrkiske skolekammerat siden 1. klasse, der som 19-årig gerne ville opleve en rigtig dansk jul.
Efterhånden har der ellers været mange juleaftener med idyl i familiens skød. Et yndigt skær hviler over den jul, hvor min bror og jeg vandrede gennem puddersne til julegudstjeneste og kom hjem igen til fint pyntet juletræ og huset duftende af and og rødkål.
Alligevel er der en tendens til, at det er de andre, de skæve, uheldige eller helt forkerte juleaftener, man husker bedst. "Rør blot ikke ved min gamle jul". Går noget galt, glemmer man det ej.
Den værste jul var ikke, da jeg, ni år, var blevet opereret for blindtarmsbetændelse og lå på hospitalet juleaften. Jeg husker den fortættede stemning, da vi i vores senge blev kørt ned i hallen på Glostrup Sygehus, hvor et enormt juletræ strålede med sine lys. Og at min mor, far og lillebror kom fra julefest klokken 23 om aftenen med en ekstra julegave – en børnebilledbibel indbundet i rødt læder med guldtryk. "Dorte Remar 1963" har jeg skrevet med skråskrift på titelbladet.
En rent ud sagt skod-jul var det engang i 1970?erne. Mine forældre var netop flyttet til en ny bolig og havde ikke overskud til at jule. Juleaften tjekkede vi ind i restauranten på et hotel. Så sad vi der ved lange borde sammen med fremmede mennesker. Fra middagen har jeg stadig et billede af halverede henkogte æbler med ribsgele. Noget, vi ikke brugte hjemme hos os. Resten er fortrængt.
Julen 1982 stod i sorgens tegn. Min far, der elskede alt ved jul og var ferm til at flette stjerner af hvide papirstrimler til at hænge på træet og gav store gaver, var død et halvt år forinden. Det år kom julesorgen ind i mit liv.
Så blev jeg selv forælder, og julen blev igen en fest for barnet. Med pakkekalender, "Jullerup Færgeby" og spændte forventninger.
Vi fik vores egne traditioner, som helst skal holdes, for at alt skal gå rigtigt til. Som årene går, og han er flyttet hjemmefra, vil det ikke blive rigtig jul, hvis ikke han er der med sit julehumør indstillet på hygge i barndomshjemmet med Disney-show i fjernsynet, julegodter på bordet – og huset, der dufter af fars and og mors hjemmelavede rødkål.
Tilbage til julen 2003. En skilsmisseramt veninde og hendes niece, hvis forældre var rejst til Grønland for at arbejde, var inviteret. Til husmoderens glæde kom de med risalamanden og dertil kvindeligt selskab. Og så var der Erkan, hvis muslimske forældre havde givet ham lov til at fejre jul med os.
I de små klasser var han en værre vildbasse, men som han voksede til og lærte sproget, blev han en rigtig god dreng. I dag den mest høflige unge mand, jeg kender.
Han ankom med en smuk buket og mange taksigelser for invitationen. Og var med til hele pakken – i kirke, andesteg og dans om juletræet. Da der også var en gave fra os til ham, lyste han af glædelig overraskelse.
Vi husker alle den jul som helt speciel. Snakken gik ved bordet, stemningen var som fortryllet af de levende lys, skinnende kugler på træet og glade ansigter. Måske gjorde vi os ekstra umage den aften. Måske var der magi i luften. Eller også var det bare det, man kalder for fællesskab. God jul!
remar@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad