Jeg synes nu, det er langt ude at betegne manden som en forsker, idet han kommer med beskyldninger "som man hører om hele tiden".

Sladdertante kommer nok nærmere.

- De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i Lars Hedegaards familie bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far (...) Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - (...) Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.

Vi kan ikke tage Hedegaard og Co alvorligt som seriøse debattører af ytringsfrihed, men vi må tage dem alvorligt som farlige demagoger og propagandister, der spreder had mod en hel minoritet. Se blogindlæg her: http://mogensen.eftertanke.dk/2009/12/23/skal-man-tage-hedegaard-krarup-og-trykkefrihedsselskabet-alvorligt/

når man nu er formand for en forening der gerne vil beskytte ytringsfriheden, skulle man tro at formanden havde lidt mere respekt for den, end at bruge den til at svine mindretal til. Selvfølgelig må man gerne bruge sin ytringsfrihed til også det, men det forekommer mig ikke at være særlig respektfuldt...

Al ære og respekt for alle, der vil beskytte ytringsfriheden. Ytringsfriheden er nok værd at kæmpe for.

Men ak og ve, når ytringsfriheden bruges til respektløst at at tale usandt og nedsættende om en hel befolkningsgruppe uner ét.

Bjarne Nederby Jessen

Unge piger er tavse om overgreb
03. aug. 2009 01.53 Indland Opdat.: 03. aug. 2009 01.54
Unge mænd - med anden etnisk baggrund end dansk - står for organiserede voldtægter af piger fra deres eget miljø og med samme oprindelse.

De unge mænd ved nemlig udmærket, at pigerne er så bange for deres families reaktioner, at de holder voldtægten hemmelig.

Og det udnytter nogle af de unge mænd, fortæller Birgitte Karlson, der leder et dagtilbud for piger.

På bare tre måneder har hun haft kontakt til 15 piger, der har været udsat for en organiseret voldtægt.

- Og pigens største mareridt er, at hendes familie får noget af vide, fortæller Birgitte Karlson til Radioavisen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/03/015225.htm

“Vi føjer spot til skade, hvis vi ikke diskuterer voldtægt blandt etniske minoriteter offentligt. Også muslimske kvinder må have ret til at bestemme over deres egen seksualitet. Kronikøren arbejder på Center for voldtægtsofre på Rigshospitalet.”

“Men er den hjælp, vi tilbyder, tilgængelig for alle, eller er der grupper af kvinder, for hvem en anmeldelse eller en henvendelse til sundhedssystemet udgør en større fare end selve voldtægten?
Baggrunden for, at vi på Center for Voldtægtsofre i København stillede det spørgsmål, var, at vi på centret møder kvinder med muslimsk baggrund, som giver udtryk for, at de ville have foretrukket at hemmeligholde det seksuelle overgreb frem for at involvere politi og sundhedssystem. Det hører vi også etnisk danske kvinder sige, men muslimske kvinder fortæller om en angst for reaktioner fra deres familie og netværk, som er både grads- og væsensforskellig fra, hvad vi ser hos etnisk danske kvinder”

“Vi stillede spørgsmål om deres tanker og holdninger til seksuelle overgreb og hørte, at det dominerende syn på en voldtagen kvinde er, at hun er skyldig i, hvad der er sket, og at familien ifølge muslimsk tradition har ret og pligt til at straffe hende. Vi hørte, at det er bedst at tie eller at holde det inden for familien. Vi hørte, at selvmord eller giftermål med voldtægtsmanden er den eneste måde, hvorpå en kvinde kan undgå fuldstændig at ydmyge sin familie.”

“En konsekvens af dette er, at når en muslimsk kvinde bliver voldtaget, har hun mod bedre vidende anbragt sig i en situation, hvor hun har overtrådt de gældende regler for, hvor en kvinde må opholde sig, og hvordan en kvinde skal opføre sig. Derfor betragtes hun ikke som offer for, men som skyldig i det seksuelle overgreb, der har fundet sted.
Men hvad er det egentlig, der er på spil, når en muslimsk kvinde udsættes for et seksuelt overgreb? Det pakistanske ord for voldtægt betyder direkte oversat til dansk “at blive berøvet sin ære”. Kvinden bliver berøvet sin ære, men da kvindens ære ikke kan adskilles fra familiens ære, krænkes hele familiens ære”

“Med et sådant syn er det ikke en løsning at politianmelde, men derimod at begrænse og reparere skaderne efter overgrebet. Kvinden kan gifte sig med gerningsmanden eller rekonstruere mødommen, så hun næsten kan blive så god som ny. Her er altså tale om reparation af den skade, der er sket på æren, ikke på kvinden som person”

Kristina Marie Uddins kronik “Det her er min krop”. Den blev bragt i Politiken 24.5.2004.

Bogen der omtales i interviewet, og som Lars Hedegaard henviser til.

Amal Aden (pseud.): Se Oss

Bogen skildrer en 14-årig somalisk piges liv i Oslo i dag. Den giver et indblik i somaliernes liv i et skandinavisk land i dag.

Amal Adens daglige liv ligner en slavindes ufrie liv. Familien og dvs. især sige moderen kontrollerer og bestemmer livet for børnene. Også selvom pigen går i skole hver dag, og dér omgås norske jenter. Men familien forhindrer enhver nærmere kontakt med det norske samfund. Det ender med Amal Adens tvangsægteskab og derefter voldtægt som 14-årig. I Norge i år 2008. Ikke i Afrika for 100 år siden.

Amal Adens oprørshandling er efter at have gennemlevet tvangsægteskab og fået et barn at skrive denne bog som et opråb til de norske myndigheder.

Skildring af somaliere
Ifølge den somaliske selvforståelse er alle norske piger og kvinder pr. definition ludere og horer, når de går i bukser. At man generelt ikke kan stole på nordmænd, indlæres fra fødslen. Mange somaliske piger fjernes af deres forældre fra skolen og sendes hjem.

Alle de somaliske mænd tygger khat og er på overførselsindkomster.

Samtidig skal somalierne hele tiden blive flere gennem familiesammenføringer, hvortil hører fupægteskaber og fupskilsmisser på stribe. Norsk ret er rent proforma og kun et spil, der skal udøves, hvis man skal tro Amal Aden dokumentariske skildring.

Et skrig om hjælp
Bogen er et skrig om hjælp. Hvorfor er der ingen norske politikere, der gør noget?

De somaliske børn holdes i en skruestik af undertrykkende kulturelle vaner, men hverken skolen eller de sociale myndigheder tør gå offensivt ind i indvandrerkulturen. Misforstået respekt for ”kulturer” resulterer i umenneskelig undertrykkelse.

http://kpn.dk/boger/article1567315.ece