Fire ud af seks stjerne for en smuk oplevelse.

Avatar er smuk. Afsindig smuk! En visuel filmoplevelse af de helt store.
Det er vigtigt at slå fast med det samme, for John Camerons Avatar er først og fremmest en visuel landvinding for filmmediet. Der er blevet talt og skrevet meget om, hvordan Cameron til Avatar har udviklet helt nye kameraer og teknikker, for at kunne virkeliggøre sin store 3D-vision, og at dette er grunden til den lange ventetid på efterfølgeren til gigantsuccesen Titanic (1997).

Tekniske landvindinger har fra tid til anden revolutioneret filmens måde at fortælle sine historier på, som da der kom lyd på filmen og senere farve på. Flere gange har det været forsøgt at indføre 3D som en integreret del af filmen, men indtil videre er det ikke lykkedes med særlig stor kunstnerisk kvalitet. De seneste par år er der igen gjort forsøg på at gøre 3D til en mere fast del af biografoplevelsen, og flere animationsfilm er udkommet i 3D-versioner. Det har indtil videre ikke givet noget yderligere til den filmiske fortælling eller filmoplevelsen.
Men i Avatar lykkes det endelig at give et ekstra lag til fortællingen ved den visuelle effekt, og 3D-effekten kommer for første gang til sin ret.

Det er det, der kan være håbet for Avatars betydning for den kommende filmhistorie, at Camerons benarbejde kan lægge til grund for en revolution i, hvordan film fortæller sin historie rent visuelt. Det skal dog retfærdigvis også siges at der ikke skal meget til at give fortællingen i Avatar ekstra lag, da der ikke er mange lag i øko-fortællingen om den lamme tidligere marinesoldat Jake Sully, der kommer til planeten Pandora beboet af urbefolkningen na’vierne. Han kan styre en na’vi-lignende avatar og kommer derved i kontakt med na’vierne og langsomt lærer han deres normer og dybe forståelse for og afhængighed af naturen at kende.