Der har i Danmark været mange gode ting ved den nære forbindelse mellem stat og kirke. På den måde er evangeliet på ét eller andet plan nået langt ud i befolkningen, og der har ikke været et skarpt skel mellem dem i kirken og dem udenfor.

Men denne kirkeordning er ved at smuldre, fordi politikerne ikke tager Grundloven alvorligt, men mere og mere sætter Folkekirken i skammekrogen.

Man tænker vist for dårligt om præsterne, når de siger, at præsterne vil bevare statskirken for at forblive tjenestemænd. Den tyske landskirke, som ikke er en statskirke, giver da lige så stor tryghed i ansættelsen som den danske og endda mere i løn. På den måde tror jeg ikke, at præsterne mister noget ved en adskillelse af stat og kirke. Jeg tror til gengælde, at det danske folk mister noget værdifuldt ved at kappe forbindelsen mellem folk og kirke.

Jeg er meget enig med Morten C., når han skriver: "Jeg tror til gengæld, at det danske folk mister noget værdifuldt ved at kappe forbindelsen mellem folk og kirke."

Men vi er i en situation, hvor flere og flere politikere og politiske partier, ikke mindst de politiske ungdomspartier, morgendagens politikere, presser på for at få en adskillelse mellem kirke og stat. Derfor risikerer vi, at det vil ske inden for de næste 10-20 år.

Det vil imidlertid kunne forhindres, vil folketinget påtager sig at leve op til Grundlovens § 66, der lægger op til en kirkeforfatning, der gør kirken til herre i eget hus uden at skille kirke og stat.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Vil du forklare hvordan, man kan miste noget, der ikke længere er en realitet?

Jeg mener ikke at kunne svare på dit spørgsmål, sådan som det er stillet, Bo Nake, da jeg mener, at det stadig er en realitet.

Vi har stadig et stats-kirke-forhold - og det er værdifuldt. Men der er, som Erik Bjerager udtrykker det i sin bog "Gud bevare Danmark" ægteskabskrise i det forhold.

"Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet,", sagde dronningen til Annelise Bstrup i interviewbogen "Margrethe", der udkom i foråret 2005 - og jeg tror, dronningen har ret i den antagele.

Men folkekirken bliver nødt til at organisere sig anderledes fremover, sådan som jeg har nævnt det nogle gange ved at folketinget opfylder § 66 i Grundloven.

Folketinget bør ikke skilles fra staten, men et løsere bånd mellem kirke og stat vil være til kirkens fordel.

Kirken er som organisation presse af tre forhold: "Folketinget, der også er kirketing og folkekirkens øverste synode, tæller et stigende antal medlemmer, der ikke er medlem af kirken og derfor heller ikke bakker op om kirken, nogle er endda ateister og bakker ikke op om kristendommen.

Folkeskolen leverer ikke længere den undervisning i kristendom, som folkekirken en gang kunne forlade sig på, at befolkningen og dens medlemmer fik. (Et ungt menneske til konfirmationsforberedelse fik at vide, at man forventede af konfirmanderne, at de gik til gudstjeneste og vedkommende spurgte: Hvad er en gudstjeneste? Uvidenheden hos mange er stor!)

Og så er det politiske pres på folkekirkeordningen vokset. Kirken er blevet en del af det politiske tovtrækkeri. Flere politiske partier arbejder for en religionsneutral stat. Det er ikke det Grundloven lækker op til, tværtimod.

Et af de bedste argumenter for at fastholde forbindelsen mellem stat og kirke er, at den sikrer staten en vis kristen påvirkning og forhindrer, at staten antager en anden religion. Staten kan ikke være religionsneutral. Som tidligere biskop Jan Lindhardt har formuleret det: "Skiller man staten fra kirken, finder den sig som oftest hurtigst muligt en ny kvinde."

Folketinget skal ved gennemførelse af Grundlovens § 66 ophøe med at være kirkens lovgiver, man kan nemlig ikke længere være sikker på, at Folketinget vil kirken det godt.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Kære BNJ,
Jeg er bange for, at du har ladet dig vildføre af slagord om kirke og folk. Det vil jeg ikke bebrejde dig. Artiklen, vi kommenterer, er i den grad præget af slagord, postulater og trætte drømme, at vi bevæger os ind på et felt, hvor det er meget svært at navigere.
Så lad os nøjes med at tage det udtryk, som du også holdt frem: forbindelsen mellem kirke og folk. Nu er det i sig selv et problem at nå til enighed om hvad, kirken er og skal være. F.eks. sagde jeg i en klassedebat om homoseksuelle vielser, om det ikke var rimeligt nok i betragtning af samfundsviklingen. En pige fra Pinsekirken svarede, at kirken ikke kun er en afspejling af samfundet. Sådan set var denne pige fra HF noget klogere end flere danske bisper. Ganske tankevækkende. Du og andre må så forsvare den påstand, at kirken er national. I mine øjne er det en vildfarelse, da kirken er lokal og universel.
Dernæst det andet ord folket ( das Volk). Hvad er det egentlig for en størrelse? Folket er et sværmerisk udtryk og et dårligt defineret begreb, der går tilbage til den tyske romantik. Siden har ordet været brugt som kæphest af ideologiske galninge af en supsekt karakter. Så indtil du leverer en mere præcis definition af hvad, folket er, vil jeg foreslå, at vi blot taler om befolkningen i området Danmark. Så hvorfor skal Danmark have en befolkningskirke? ( Og skulle vi ikke holde dronningen uden for det her? Hun er dog til forargelse for mange og gavner ikke kirkens sag.)
http://www.teologinet.dk/boger/36-anmeldelser/520-folkekirke-2-b-anmeldt