Jeg hører til dem der faktisk er begejstret over, at der ikke er EN opposition i Iran. Det betyder nemlig, at den eneste måde, at præstestyret kan løse konflikten på er ved, at give indflydelse til en eller anden form for repræsentativ forsamling, hvor alle væsentlige politiske opfattelse er repræsenteret.

Dette sker nok ikke lige foreløbig, men eksiliranere bør efter min opfattelse gå i gang med at arbejde med forskellige ændringsforslag til den nuværende forfatning, der trækker i en mere demokratisk retning. På denne måde kan de gøde jorden og have en demokratisk dagsorden parat den dag, hvor den nuværende udformning af irans politiske styre står for fald.

Jeg håber i hvert fald ikke, at der kommer samme magtvakuum i Iran som der kom I Rusland, da Sovjet brød sammen. det vil ingen være tjent med.

Heller ikke os i vesten for jeg synes ikke det vil være betryggende, at der er for løs kontrol med Irans atomare faciliteter. Slet ikke når man tænker på, at det grænser op til Pakistan og Afgahnistan

Jeg håber ikke for dem, at en udefra finansieret magtændring bliver resultatet af en evt. vellykket revolution.

I Europa lykkedes det fint med Tjekkoslovakiet, og Polen. Men de var jo også hver især et land med en vis identitet. Nationalromantik og sprog, f.eks.

Jeg er bange for at se meget pessimistisk på Irans chancer. For der er i den del af verden en solid praksis for indblanding og infiltration, manglende legitimitet erstattet med hårhåndethed, intolerance, korruption (eller storfamiliepleje, som man kunne kalde det), netop begrundet i fraværet af et egentligt fælles nationalt projekt.

Irans atomprogram er måske netop et fremsynet projekt for alle. Men det behager ikke især Israel, og dermed USA, og dermed NATO.

Det morsomme er, at programmet startede under shahen af Persien. Ham, der sad på magten takket være opbakning fra USA. Dengang argumenterede amerikanerne for, at landet jo behøvede atomkraft, fordi olien ville slippe op en dag. Nu hvor dagen nærmer sig, så opfindes nye argumenter imod, idet vi almindelige tosser formodes at sluge hvadsomhelst Lederen fortæller os, vi skal tro på.

Hej Montaigne

citat:
Irans atomprogram er måske netop et fremsynet projekt for alle. Men det behager ikke især Israel, og dermed USA, og dermed NATO.

Det morsomme er, at programmet startede under shahen af Persien. Ham, der sad på magten takket være opbakning fra USA. Dengang argumenterede amerikanerne for, at landet jo behøvede atomkraft, fordi olien ville slippe op en dag. Nu hvor dagen nærmer sig, så opfindes nye argumenter imod, idet vi almindelige tosser formodes at sluge hvadsomhelst Lederen fortæller os, vi skal tro på.



Nu er der jo forskel på atomkraft og atomvåben, og det er vidst primært det sidste der bekymrer verdenssamfundet..

Mvh

Joda. Men som du sikkert er helt klar over, så er påstandende om atomvåbenambitioner hos Iran ikke andet end påstande. Formodentlig udfra en introspektion om, hvad man selv (som en slyngel og bandit) ville gøre, hvis lejlighed bød sig.

Men hvis, det skulle være rimeligt at udføre krigshandlinger imod en nation, fordi de måske har sådanne planer, hvad skal man så gøre med Israel, der har flere hundrede bomber og fremføringsmidler? Og ikke deltager i aftaler om disse våben heller.

Det er klart nok, at når en part på forhånd undtages og undskyldes, så vækker det en stærk antipati hos opponenterne. Man skal være mere end almindeligt dum for ikke at VILLE se denne selvfølgelighed i øjnene. CHUTZPAH!

Denne "skræk" er bestemt ikke båret af realiteter, men af spekulation i uvidenhed og autoritetstro. Er det vitterligt meningen med tilværelsen, at alverdens produktion og rigdom skal gå til krige imod "måske engang farlige" fjender af et Israel, der i værste fald taber sine ganske illegitime privilegier og må slutte fred som alle andre lande?

Hej Montaigne

citat:
Joda. Men som du sikkert er helt klar over, så er påstandende om atomvåbenambitioner hos Iran ikke andet end påstande. Formodentlig udfra en introspektion om, hvad man selv (som en slyngel og bandit) ville gøre, hvis lejlighed bød sig.



Nej, det var jeg ikke klar over.. Altså at det bare var påstande..

Mistanken bekræftes jo at flere ting, bl.a. udtalelser fra diverse iranske ledere, nye afsløringer af atomanlæg, som er for små til at kunne være beregnet på fredelig brug af atomkraft og så videre..

Så det må vel være påstande der bekræftes af gøren og laden fra Irans side..

citat:
Men hvis, det skulle være rimeligt at udføre krigshandlinger imod en nation, fordi de måske har sådanne planer, hvad skal man så gøre med Israel, der har flere hundrede bomber og fremføringsmidler? Og ikke deltager i aftaler om disse våben heller.



Nu ved jeg godt, at der har været talt meget om et eventuelt angreb, men det har dog været ved snakken indtil videre.. Det virker som om man primært vil fokusere på en diplomatisk løsning indtil videre..

Udover det, Israels planer om et eventuelt angreb baserer sig jo mere end bare på om Iran får atomvåben eller ej.. Ahmadinejads retorik overfor Israels, er nok den største grund til Israels tale om eventuelle angreb på Iran..

citat:
Det er klart nok, at når en part på forhånd undtages og undskyldes, så vækker det en stærk antipati hos opponenterne. Man skal være mere end almindeligt dum for ikke at VILLE se denne selvfølgelighed i øjnene. CHUTZPAH!



Rolig nu, Montaigne;o)..

Jeg tror, som skrevet, ikke at frygten for iranske atomvåben ville have været lige så stor, hvis ikke det havde været for retorikken fra iransk side..

Og naturligvis kan jeg godt forstå, at Iran synes at det er møguretfærdigt at de ikke må have atomvåben, når Israel har.. Jeg tror bare ikke at dette alene, er baggrunden for forholdene omkring modviljen mod iranske atomvåben..

citat:
Denne "skræk" er bestemt ikke båret af realiteter, men af spekulation i uvidenhed og autoritetstro. Er det vitterligt meningen med tilværelsen, at alverdens produktion og rigdom skal gå til krige imod "måske engang farlige" fjender af et Israel, der i værste fald taber sine ganske illegitime privilegier og må slutte fred som alle andre lande?



Jeg ved ikke hvordan du er kommet frem til, at "alverdens produktion og rigdom skal gå til krige imod "måske engang farlige" fjender af et Israel"? Mig bekendt, så er der ikke mange krige der er startet for som en form for beskyttelse for Israel..

De eneste krige jeg kan komme i tanke om, har primært været udkæmpet af Israel selv, omend de naturligvis fik hjælp af England og Frankrig i '56..

Mvh

Nåja. Jeg troede faktisk du var en professionel manipulator - der opstår hyppigt nye skribenter på KD, der f.eks. kun har et par indlæg til støtte for DF, og sjældent svarer igen. De forsøger tilsyneladende kun at plante en holdning. Jeg kan dog godt se, du har et bredere perspektiv i andre indlæg.

Men der er bestemt et ganske andet perspektiv på Irans farlighed og atomvåbenprogram, der faktisk er officielt underbygget både af USA's egen, officielle vurdering, samt UN's kontrolorganisation, der netop er opstået, og virker på det grundlag, at forhindre krige båret kun på propaganda.

En udmærket artikel af en tidligere professionel, ansat til at sprede disinformation, omkring emnet, synes jeg også hører med i billedet:

http://www.campaignforliberty.com/article.php?view=482

Mht. forbrug, så tænker jeg mest på, at USA anvender ca. 50% af statsindtægterne til militæret, netop begrundet i selvopfundne dødstrusler og en noget ensporet virkelighedsopfattelse. Da hele denne "produktion" dybest set er spild - en ikke-varende investering, der kræver fortsat tvivlsom investering for bare at retfærdiggøre fortidens enorme ofre - vurderede jeg, at fremtiden både bliver ødelagt, og tages i ed ad denne vej.

Der er ingen fornuft i, at hævne 2830 civile med drab på en million uvedkommnde stakler i svagt udviklede lande, endsige sende 200.000 mand ud for at kontrollere meninger og holdninger i svage og fattige lande. Det er et grænseløst spild af ressourcer, om ikke andet. Men også en historisk set grænseløs imperialistisk foragt og bedreviden, der i sig selv skaber modvilje og modstrømninger, sådan at man skaber selv den modstand, man anvendte som begrundelse.

Selv med et WTC-anslag pr. år ville det være tvivlsomt om det skulle retfærdiggøre et større antal soldater af egne styrker dræbt i samme år, og 10 gange så mange af dem såret eller skadet i samme år, UDOVER måske 50.000 civile dræbt, og millioner af flygtninge og afledte ødelagte økonomiske trængsler.

At forbigå virkningerne af sine handlinger, fordi man anser ens overvejelser for hellige og uantastelige, er ikke det samme som at udvise statsmandskløgt. Næ, det er et stærkt tegn på, man er en farlig tosse.

For så vidt man derimod behandlede verden med venlighed og respekt, så slap man nok tilmed også for det WTC-anslag.