Sandheden om Lars Hedegaard er stadig ilde hørt

Jeg finder Højesterets frifindelse af Lars Hedegaard indlysende, skriver Søren Krarup

"Lad mig blot bruge det gamle udtryk og sige sandhedsvidne," skriver Søren Krarup (tv.) om Lars Hedegaard (th.). Her ses de to ved retten i Randers i forbindelse med retssagen mod Lars Hedegaard.
"Lad mig blot bruge det gamle udtryk og sige sandhedsvidne," skriver Søren Krarup (tv.) om Lars Hedegaard (th.). Her ses de to ved retten i Randers i forbindelse med retssagen mod Lars Hedegaard. Foto: Annelene Petersen.

I WEEKENDAVISEN den 18. april har Helle Merete Brix rettet et usædvanlig nedrigt angreb på Lars Hedegaard, hvem hun beskylder for bedrag i den retssag, der endte med Højesterets frikendelse af ham, idet hun hævder, at han talte usandt om journalisten Asger Engberg Trier, som var den, der bragte Lars Hedegaards ord frem for offentligheden uden at give ham lejlighed til at gennemse interviewet, og hun erklærer, at Hedegaard har mistet troværdigheden.

LÆS OGSÅ
: Lars Hedegaard frifundet efter udtalelser om muslimer

I modsætning til Helle Merete Brix var jeg til stede i Højesteret, da Lars Hedegaards sag kom for den 13. april. I modsætning til Helle Merete Brix finder jeg derfor Højesterets frifindelse indlysende, hvad enhver tilhører til sagen formentlig vil være enig med mig i. Og i modsætning til Helle Merete Brix har jeg ikke et giftigt had til Lars Hedegaard kogende i mig, som skal have udladning i enhver avis til enhver lejlighed, men nærer den største respekt for Lars Hedegaards integritet og sandhedssøgen.

Dog har jeg både undret mig og ærgret mig over, at han i sin tid indlod sig på at give interview til Asger Engberg Trier. Deraf opstod jo alle problemer.

LARS HEDEGAARDS sag var enkel i sig selv. Han sagde simpelthen sandheden om islam. Som en af de ikke mange i dette land har han virkelig sat sig ind i islams ytringer og væsen, og som en af de endnu færre i dette land har han haft mod til at turde sige, hvad han fandt, og til at advare et naivt og overfladisk Danmark mod den dødelige fare, som dette islam udgør.

Men han skulle ikke have indladt sig med Engberg Trier. Han er ikke til at stole på. Også jeg har haft forbindelse med Asger Engberg Trier, der gjorde sig lækker for mig, men jeg afholdt mig fra yderligere forbindelse. Det skulle Lars Hedegaard også have gjort. Så var han ikke blevet misbrugt, som han nu blev. Så var hans frimodige ord ved et frokostbord ikke blevet bragt til den danske offentlighed, uden at han havde haft lejlighed til at nærlæse og korrigere deres form.

FOR NATURLIGVIS skal sandheden siges, ikke udtværes eller henkastes. Sandheden om islam har Lars Hedegaard sagt i sine fremragende bøger og i sine utallige artikler, og det er få i dette land, hvis saglighed og indsigt jeg nærer den samme respekt for som for Lars Hedegaards.

Jeg er lige ved at sige, at hans format kan man aflæse af den skæbne, han får i en offentlighed, hvis basis er Systemet Politiken og den dertil svarende politiske korrekthed. Han har i mange år sagt sandheden om dette Danmarks fejhed og ynkelighed i forhold til truslen fra islam. Lad mig blot bruge det gamle udtryk og sige sandhedsvidne.

Men ligesom på Kierkegaards tid gælder det, at sandheden er ilde hørt. Tillige gælder derfor også, at de mange feje og politisk korrekte har gjort det til en sport at forfølge den, der siger sandheden.

Helle Merete Brix er kun et enkelt utiltalende eksemplar af racen. Hun kan ikke blive træt af at forsikre offentligheden om, at Hedegaard har mistet troværdigheden. Det er ligesom med Krause-Kjær, der startede denne forfølgelse.

Nej, troværdigheden og modet til at turde sige en forkætret sandhed om islams virkelighed og det toneangivende Danmarks selvmorderiske fejhed har Lars Hede­gaard i behold, og det er derfor, han er en af de mest uundværlige røster i dette land i denne tid.