Ud af undertrykkelsens tåger i Teheran, hvor præstestyret med massiv vold stadig forsøger at nedkæmpe oppositionens demonstrationer, kommer trods alt enkelte gode nyheder. Den iranske opposition ser ud til at have nået en styrke og et folkeligt omfang, der nu for alvor udgør en trussel for præstediktaturet, og de seneste forlydender om, at dele af Revolutionsgarden nægter at skyde mod demonstranterne, skaber håb om, at vinden endelig er begyndt at vende i Iran.

Men indtil det mest brutale af moderne tids religiøse diktaturer vælter af sig selv eller bliver væltet, vil det fortsætte med at undertrykke, henrette, fængsle, torturere og blæse på de mest basale menneskerettigheder, mens det selv spurter i retning af sin første atombombe.

Atomprojektet og præstestyrets egen overlevelse hænger sammen, men sammenhængen udnyttes desværre ikke til fulde af de vestlige magter. Siden præsident Ahmadinejads groteske genvalg og de efterfølgende demonstrationer har de vestlige lande nærmest gjort alt for ikke at støtte den iranske opposition åbenlyst. Opfattelsen hos de vestlige landes regeringer er nemlig, at åbenlys støtte til oppositionen vil have en svækkende virkning på de iranske demonstranter, og at det vil skade forsøget på at nå en diplomatisk løsning på det iranske atomprojekt.

Det modsatte er tilfældet. Irans opposition har brug for international anerkendelse og støtte i sin kamp mod styret. Samtidig har EU og USA akut brug for at revidere diplomatiet i forhold til Irans atomprojekt. Først fik Iran en frist til den 1. januar 2010 til at påbegynde et samarbejde omkring atomprojektet. Intet er opnået i den retning de seneste seks måneder, og nu står Iran til at få fristen forlænget med endnu seks måneder.