Israels sande tilstand

– Det interessante er, at da intifadaen brød ud, var det den yderste israelske højrefløj og bosætterne, der sagde: "Hvad sagde vi?" Fra begyndelsen af Oslo-processen havde de advaret mod at give palæstinenserne våben, fordi de i sidste ende ville blive rettet mod israelere. Men efter tilbagetrækningen fra Gazas bosættelser i 2005 var det ledende skikkelser fra den tidligere israelske venstrefløj, der brugte den bagkloge "hvad-sagde-vi" i frustration og en slags erkendelse af, at de havde fejlvurderet palæstinensernes vilje til fred. Selv ikke de største Oslo-tilhængere kunne argumentere mod 3000 raketter mod de sydlige israelske byer om året.

– Den nuværende kynisme er især et resultat af intifadaen og Hamas' raketstorm mod Israel. Men den manglende optimisme skyldes også israelernes analyse af den politiske situation hos palæstinenserne. Hamas har sat sig på Gaza, mens Israel, USA og EU forsøger at holde præsident Mahmoud Abbas oven vande i Ramallah. Der er ikke udsigt til forsoning mellem de to parter, hvilket får israelerne til at konkludere, at en fredsaftale heller ikke er mulig i øjeblikket. I hvert fald ikke før palæstinenserne får en ledelse, der kan tale for både Vestbredden og Gaza. Samtidig har korruptionsskandaler devalueret de israelske politikeres indflydelse hos befolkningen. Ledere som Ariel Sharon og Yitzhak Rabin, der turde sætte alt på spil for en idé, er savnede i Israel, der i stedet må klare sig med mere visionsløse politiske ledere, der synes at prioritere den personlige overlevelse højere end både krig og fred.

Det er interessant, hvad du siger om de visionsløse og korrupte ledere på israelsk side. Det virker nemlig, som om en historisk politikertype, som man kan definere med ord som zionistisk, humanistisk, verdslig og med europæisk baggrund, er gevaldigt i defensiven. I Jerusalem har man en relativt ny borgmester, som godt nok er sekulær, men som kun sidder i embedet, fordi de religiøse kræfter ikke kunne blive enige om en kandidat. Og taler man med "gamle" zionister, sukker de over, at Israel bliver mere religiøst og mere mellemøstligt. Stemmer det overens med dine erfaringer?

– Israels næste premierminister bliver sikkert også en papirnusser, eks-general eller såkaldt post-zionist, der ikke tilhører den gamle skole, hvor Ben Gurion var forbilledet, men som dog stadig kan sin stil om zionisme, humanisme og sekularisme. Og stadig helst med rødder i det holocausthærgede Europa.

– Men når det er sagt, er det, som om de seneste 10 år virkelig har præsenteret israelerne for nogle af de processer, der kun ulmede under overfladen i 1990'erne. Forholdet mellem sekulære og religiøse er i dag en langt større debat end for 10 år siden. Og du har ret, når du siger, at mange sekulære er gået i defensiven. Især over for de ortodokse, der har bevæget sig fra at være et temmelig passivt mindretal til at være en dynamo for ortodoks jødedom på godt og ondt. I min egen omgangskreds, der på den jødiske side omfatter verdslige, mere konservativt religiøse og nogle enkelte ortodokse, er den altoverskyggende debat, i hvilken retning Israel bevæger sig. Ikke militært eller politisk, men snarere hvad angår religiøs identitet. De verdslige føler sig meget mere udfordret end tidligere af de ortodokse, som om de repræsenterer en jødisk version af Taleban. Kønsadskilte busser er et faktum til trods for, at det strider mod israelsk lov, og på nogle lægeklinikker har man valgt at adskille mænd og kvinder i køerne, hvilket har fået de ortodokse til at kræve, at mænd behandles af mandlige læger, og kvinder af kvinder. Den slags får de sekulære til at se sort.

– Ting, der var meget politisk ukorrekte, som for eksempel at kalde de ortodokse for snyltere og den del af befolkningen, der malker statskassen uden at yde noget til gengæld, er blevet kammertonen blandt mange verdslige. Igen er deres reaktion, som over for palæstinenserne, drevet af frygten for de voldelige tendenser, der er begyndt at præge dele af det ortodokse samfund i Israel.

– Men set fra de ortodokses vinkel er tiden, rent demografisk, på deres side, og de verdsliges reaktioner på ortodokse krav og demonstrationer tolkes som en begyndende panik fra den verdslige del af befolkningen. Den tolkning betyder, at en række ortodokse ledere tillader sig at gå længere, end de ville have gjort for et årti siden. En af mine ortodokse venner har for vane at afslutte vores samtaler, der næsten altid svæver omkring identitetskampen i Israel, med ordene: Når jeg får mine børnebørn, vil jeg fortælle dem, at der engang også boede sekulære i Jerusalem.

– Med den hebraiske vending, at der altid gemmer sig en smule sandhed bag hver vittighed, i baghovedet er jeg begyndt at indse, at kampen om Israels sjæl ikke er konflikten med palæstinenserne, men i meget større omfang kampen mellem sekulære og ortodokse. En kamp mellem den zionistiske idé, som Israel er grundlagt på, og en anden form for jødedom, der ofte minder om et jødisk sidestykke til det iranske præstestyre, og som ville udskifte Israels demokratiske institutioner i morgen, hvis de havde magten til det.

Men det er jo en konflikt, som vi aldrig hører om herhjemme! Danske mediers dækning af Mellemøsten handler næsten kun om politik i almindelighed og konflikten med palæstinenserne i særdeleshed. For mit indre ruller utallige tv-interview med TV 2's Steffen Jensen, hvis fortrinlige indslag om Mellemøsten næsten altid rituelt slutter af med, at intervieweren i Danmark spørger: "Og hvad betyder det her så for fredsprocessen?!" Forestillingen her i Danmark synes at være, at der er en tilstand af mere eller mindre intens krig mellem parterne, som på et tidspunkt – når israelerne gør dit, og palæstinenserne gør dat på europæisk eller amerikansk foranledning – afløses af en varig fred, hvor Israel og Palæstina lever fredeligt side om side til evig tid. Det er jo en sympatisk opfattelse, men måske også en smule naiv. Og hvad værre er: Den konsekvente "fredsproces-vinkling" kan måske være med til at misinformere befolkningen og forholde os oplysninger om, hvad der virkelig foregår i Israel og selvstyreområderne. Du har jo mange års erfaring som fastboende korrespondent i regionen. Hvad synes du om danske mediers dækning af Israel?

– Der er ingen tvivl om, at mediernes fokus er på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Ofte med rette, fordi konflikten jo betyder så enormt meget internationalt set. Men til tider er der tale om overfokusering på bekostning af andre emner. Problemet er, at hver journalist hernede har fem brandgode artikler at skrive, når vedkommende begynder sin arbejdsdag. I bedste tilfælde er det kun muligt at nå en eller to i løbet af dagen, og her er det typisk de kendte storpolitiske og sikkerhedsrelaterede emner, der bliver opprioriteret ud fra den logik, at det da ikke er journalistisk forsvarligt at kaste Benjamin Netanyahu, bosætterne, Mahmoud Abbas, Hamas, fredsproces eller stordiplomatiet ud på sidelinjen til fordel for en mindre, men i mange tilfælde langt mere spændende artikel om de andre nuancer i samfundet.

– Generelt set synes jeg, at mange af de internationale medier, inklusive de danske, er fanget i en cyklus, hvor de skriver de samme artikler fra Jerusalem og andre steder i Mellemøsten. Tag bare de kristne palæstinensere som et eksempel. Et mindretal, der både er en del af konflikten og som går gennem en meget stormfuld og historisk interessant periode. Ud over lidt julehygge eller det modsatte fra Betlehem er der ikke mange journalister, der har taget den stafet op i årenes løb. Et andet eksempel er mange journalisters næsten pinlige stigmatisering af Israel og ukritiske valg af det kildenetværk, de lader styre holdningerne i artiklerne. Mange journalister dropper eksempelvis at skrive nuanceret om ortodokse jøder eller bosættere på grund af sprogbarrierer.

– Så naturligvis skaber det konstante fokus på konflikten et vrængbillede af Israel. Jeg har taget mod mange besøgende hernede gennem årene og på den konto lagt øre til mange fordomme og misforståelser, der i hvert fald delvist skyldes den konstante fokus på konflikten. En person troede ikke, det var muligt at købe arabisk musik i israelske musikforretninger. De er jo i krig med hinanden, sagde vedkommende. En anden troede, at alle jøder med kalot var bosættere, og endnu en dansker var overbevist om, at det er forbudt at lære arabisk i israelske skoler. Listen af den slags vrangforestillinger er desværre meget lang.

En anden historie, som vi heller ikke hører så meget om, er den om det moderne Israel – i betydningen turbokapitalistisk, amerikansk og storforbrugende. Når man kigger tilbage på Israel de seneste 10 år – set udefra – forekommer det, at Israel både er blevet mere mellemøstligt, som du nævnte tidligere, og samtidig mere moderne. Der er både mere hummus og flere burgere. Forretningsfolk, it-virksomheder og byggematadorer, som vi kender dem fra hele verden, er rykket ind. Tel Aviv er blevet endnu mere vestlig og moderne, Jerusalem er blevet endnu mere (mellem)østlig og religiøs. Er der noget om snakken, og hvordan ser israelerne selv på den hastige modernisering?

– Jerusalem er hjertet, og Tel Aviv er hjernen. Forstået på den måde, at Jerusalem repræsenterer det åndelige og religiøse og stadig kæmper med et omdømme som Israels fattigste by, mens Tel Avivs vestligt orienterede unge superhjerner drøner derudad i kapitalismens femte gear og faktisk med en vis stolthed trodser den omfattende internationale økonomiske krise. Tel Aviv er Israels økonomiske hjul. Det er landets prestigeprojekt. Unge, der flytter fra Jerusalem til Tel Aviv, beretter næsten altid om, hvor søvndrukken og problemfyldt Jerusalem er i forhold til deres nye bopæl.

– Det interessante i den sammenhæng er, at Tel Aviv-tendensen bevæger sig sydpå til den traditionelt sefardiske og fattige Negev-ørken. "Boblen", som Tel Aviv også kaldes, fordi livet i byen er så radikalt anderledes sammenlignet med resten af landet, udvides nu. Det betyder, at de sefardiske jøder, der i 1950'erne blev anbragt i Negevs fjerde økonomiske division, mens de europæiske jøder satte sig på de bedste landområder i kibbutzer langs kystlinjen, nu endelig har udsigt til at blive del af det Israel, der har så meget fart på. Nye projekter sættes i gang, og forbedret transport tiltrækker en del af befolkningen, der ellers aldrig ville have drømt om at sætte foden syd for Tel Aviv.

– Samtidig bevæger Jerusalem-tendensen sig nordpå til Galilæa, der omfatter landets største arabiske befolkningsgruppe. Her lukker fabrikkerne i stribevis, og den jødiske befolkning er begyndt at emigrere væk til sydligere himmelstrøg. Groft sagt skaber det en ny geografisk fordeling mellem rige og fattige i Israel, men måske endnu mere interessant skaber det et tydeligere skel mellem ortodoksien, der ikke har råd til at bo i Tel Avivs pompøse højhuse, og den mere alternative jødedom, der vinder frem blandt Middelhavsbæltets befolkning.

Det er også i Tel Aviv, at kulturlivet har centrum. Her finder man en imponerende bred vifte af aktiviteter inden for alle kunstarter. Trods det, at kulturlivet stikker i alle mulige retninger, er der alligevel en vis politisk enighed blandt Israels kunstnere. Ligesom i Danmark er hovedparten af kulturlivet venstreorienteret. Dog virker det, som om landets kunstnere ikke længere føler, at de bliver forstået i Europa. Enkelte har endda helt afskrevet Europa som et drømmeland uden sans for livets realiteter i Mellemøsten. Kan du sige noget om, hvordan israelerne opfatter vores del af verden, og hvor optagede de er af, hvad vi synes om dem?

– Historisk set har Europa ikke nogen varm plads i israelernes hjerter. Med holocaust i baghovedet og med løftede europæiske moralske pegefingre over for Israel i konflikten med palæstinenserne opfattes Europa i bedste fald som en dobbeltmoralsk størrelse. Israelerne spørger sig selv, hvordan det kan være, at Israel skal leve op til standarder, som Hamas, Hizbollah, Islamisk Jihad, Iran og en række andre af regionens spillere får europæisk billigelse til at fritages fra. Sagt anderledes føler israelerne, at de over for Europa skal leve op til krav, som Europa selv ville få svært ved at leve op til i en lignende situation, mens muslimske organisationer og lande bliver tildelt et andet sæt krav fra europæisk side. Mange kalder det for europæisk racisme, som er en naturlig forlængelse af den antisemitisme, som har rødder i Europa, og som i bredt omfang kom til udtryk under Anden Verdenskrig. Andre nøjes med at trække på skulderen og sige, at den tilgang blot er endnu et udtryk for europæernes naivitet.

– I min egen omgangskreds er den muslimske immigration til Europa altid et af de mest debatterede emner. Netop her er det muligt at spore en vis fryd over, at Europas egen "liberalisme" bliver sat på en prøve. Lad os se, hvordan franskmændene reagerer, når busserne i Paris begynder at eksplodere, siger de. Eller hvad med 3000 årlige raketter mod italienske, danske eller tyske byer? De fleste israelere tvivler på, at Europa vil bekæmpe den slags med de samme lange tunge taler om menneskerettigheder, tolerance og selvbeherskelse, som Israel må høre på fra europæisk side i øjeblikket.

– Det skulle da lige være, hvis alle europæere er blevet lige så naive som den tidligere svenske demokratiminister Jens Orback. Hans citat om muslimsk immigration i Sverige, hvor han opfordrer svenskerne til at være tolerante over for muslimer, fordi muslimerne så vil være venlige over for resten, når de bliver flertal, er en af mine israelske venners yndlingsvittigheder. Mere naivt bliver det nok næppe, og når europæiske regeringer med den slags ministre blander sig meget aktivt i konflikten hernede og skælder Israel ud, skal man være en ualmindelig og atypisk tyndhudet israeler for at lade sig påvirke.

– I sidste ende ved de fleste israelere også, at Europa aldrig selv i krisesituationer har levet op til de standarder, man så gerne vil pådutte andre.

bach@kristeligt-dagblad.dk

allan@kristeligt-dagblad.dk