Lars Løkke Rasmussen (V) får problemer med at gøre det næste årti til sit. -
- Henning Bagger/Scanpix Denmark
30. december 2009
Lars Løkke Rasmusssen (V) har den politiske nedslidning imod sig
Danske statsministre holder 10 år. 1970'erne var Anker Jørgensens årti, 1980'erne Poul Schlüters, 1990'erne Poul Nyrup Rasmussens og 2000'erne blev Anders Fogh Rasmussens. Bliver 2010'erne Lars Løkke Rasmussens?
Det var jo, hvad Anders Fogh Rasmussen havde skrevet i sin drejebog, da han i april blev generalsekretær i Nato og gennemførte et ligeså smertefrit generationsskifte, som hans egen magtovertagelse i Venstre var i 1998.
Men hvis nogen vil sige, at Lars Løkke Rasmussens første ni måneder i Statsministeriet har været en dans på roser, må de tænke på de mange torne, han har fået i foden undervejs. Det begyndte ellers med blomsterne. Lars Løkke Rasmussen indtog sin post med en helt usædvanlig ydmyghed og forsigtighed, som mange fandt sympatisk. Han omtalte sig selv som "lille Lars fra Græsted", hvilket han nok siden har fortrudt en del.
Ikke mindst for nylig, hvor han kom til at gøre en skidt figur under det klimatopmøde, han uforvarende blev gjort til chef for efter Anders Fogh Rasmussens exit. Bedre er det ikke blevet på Lars Løkke Rasmussens tirsdagspressemøder, hvor han nu har lagt sig ud med Christiansborgs pressekorps. Lange udenomssvar og konstante indvendinger mod journalisternes spørgsmål bidrager ikke til klimaforbedringer.
Da han trådte til, forventede kommentatorer ret hurtigt en større ministerrokade og et nyt "projekt". I første omgang blev det kun til den mindst mulige rokade med et par yngre kvinder som nye, nemlig Inger Støjberg (V) som beskæftigelsesminister efter Claus Hjort Frederiksen (V) og Karen Ellemann (V) som indenrigs- og socialminister efter Karen Jespersen (V). Siden har endnu en Venstrekvinde, Lykke Friis, overtaget Klimaministeriet efter den konservative Connie Hedegaard, der skulle være EU-kommissær på samme område.
De første måneder markerede Lars Løkke Rasmussen sig mest som krisebekæmper. Det vigtige var og er at få styr på samfundsøkonomien og redde beskæftigelsen. Så må andre spørgsmål om reformer vente. Socialdemokraterne og SF overbød regeringen med beskæftigelsesinitiativer, men umiddelbart gav det ikke den helt store gevinst i meningsmålingerne. SF har fortsat sin kolossale fremgang, men Socialdemokraterne roder stadig under sidste valgs katastrofe, og De Radikale har det heller ikke for godt. Så bundlinjen er, at oppositionen for tiden har et lille forspring i målingerne, men overbevisende er det ikke. Slet ikke i betragtning af, at regeringen sidder på niende år, er midtvejs i valgperiode og er præget af både træthed og rådvildhed.
Formentlig profiterer regeringen af, at mange vælgere i en krisetid søger det kendte og det sikre og er varsomme med at kaste sig ud i eksperimenter.
Især Venstres forsøg på at sætte sig på temaet "økonomisk genopretning" har dog haft sin pris. I værdipolitikken er partiet mindre klart profileret, end det var under Anders Fogh Rasmussen. De Konservative har uden stort held forsøgt at overtage bastionen, blandt andet med sit kontroversielle integrationsudspil i sensommeren. Dansk Folkeparti kunne være bekymret over, at regeringen er svækket i værdipolitikken, men i realiteten tager partiet det foreløbig roligt. Der er jo også blevet en større bane at spille på for Dansk Folkeparti, og det blev udnyttet, blandt andet i efterårets kommunalvalg, hvor det for alvor lykkedes at komme ind på den lokalpolitiske scene.
Og så længe, der ikke flyttes de store grupper af vælgere mellem blokkene, har regeringen og dermed Dansk Folkeparti en chance for at bevare magten.
Alligevel er det svært at se, hvordan 2010'erne skulle blive Løkkes årti. Han har mange odds imod sig.
Det væsentligste er nedslidningen af VK-regeringen. Statsministeren forsøgte på Venstres landsmøde i november at skabe en ny gejst ved at formulere 10 punkter, som skal gøre Danmark til verdensmester i økonomi, beskæftigelse, uddannelse og tryghed inden 2020. Disse punkter forventes han at konkretisere i sin nytårstale på fredag, ligesom mange politiske analytikere forventer, at han vil komme med den store ministerrokade kort efter nytår for at ruste sig til det kommende valg.
Der er bare ét problem. Rokader redder ikke regeringer. Det måtte både Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen sande. Politisk nedslidning er en naturkraft, som er meget vanskelig at bekæmpe. Næsten alle politiske systemer bevæger sig som et pendul, om end svingningstiden varierer en del. Skal Løkke gøre 2010'erne til sit årti, skal han med andre ord holde pendulet i samme side i næsten 20 år, og det sker normalt kun under meget usædvanlige politiske forhold; krige for eksempel, eller i diktaturer.
En regering, der har siddet i ni år, har haft alle muligheder for at reformere samfundet. Den nuværende regering er kommet et stykke ad vejen med at reformere især velfærds- og skattesystemet, men de fleste eksperter mener, at der stadig mangler meget i at forberede Danmark på en fremtid med færre i den arbejdsdygtige alder og langt flere pensionister.
Den udfordring kunne Lars Løkke Rasmussen som velfærdsstatens mekaniker godt tage op, og han ville få både De Konservatives og De Radikales velsignelse til det. Det kunne endda tænkes, at SF ville gå et stykke ad vejen - men næppe, når der er mindre end to år til næste valg. For især Socialdemokraterne vil det være ubærligt at skulle fjerne eller stramme efterlønsordningen, hvorimod en reform af førtidspensionssystemet eller måske en arbejdsmarkedsreform synes mere nærliggende.
Og det er ifølge eksperterne de tre håndtag, man skal tage fat i, hvis man for alvor vil gøre Danmark til verdensmester i 2020.
Det er bare svært at se, at det bliver Lars Løkke Rasmussen, som kommer til at fuldføre den opgave.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad