Godt nok er der stadig flere engelske ord i sproget, men det er, fordi de som regel bliver en fast del af vores sprogbrug fremfor at forsvinde som mange danske ord. År for år kommer der dog ikke flere nye engelske ord til. Når de alligevel fylder meget, skyldes det også, at de ofte er mere spektakulære end de danske og hyppigere bliver benyttet.

Dynamikken i sproget er ikke kun udtryk for dets velbefindende, men også for, at behovet for ord skifter med de ting, der optager os og bestemmer vores hverdag.

Ordet delebørn opstod i 1970'erne og blev symbol på en helt ny familiestruktur. Den boblende it-verden prægede 1980'ernes sprogkultur, mens 1990'erne bød på ord som prikkerunde – født ud af tidens økonomiske krise.

I det årti, der nu er slut, udtrykker de nye ord især en tid med finanskrise (for eksempel redningspakke), fugle- og svineinfluenza (for eksempel tamiflu) og nye etniske forhold i landet (for eksempel burkaforbud og kirkerydning).

Det er nødvendige ord, der også skal beskrive de nye måder, vi relaterer os til hinanden på (speeddating), og hvordan vi er begyndt at bevæge os rundt i hverdagen (google), mener sprog- og kommunikationsekspert Line Pedersen, der står bag konsulentfirmaet Ordkløveren.

– Et ord som stresskultur er opstået, fordi der er kommet en situation, hvor vi har behov for at beskrive en ny tilstand. Det samme gælder kikkekø, der beskriver tendensen til, at vi stopper op på motorvejen, når der sker en ulykke. De ord, der bliver hængende, er dem, der udfylder et hul. De, der forsvinder, er dem, der ikke længere relaterer sig til det liv, vi lever, forklarer hun og nævner ord som afghanerpels fra 1970'erne, datamaskine fra 1950'erne og ghettoblaster fra 1980'erne.

Men nye ord kan også narre. Tag for eksempel fedtfattig. Ordet kunne godt være fra dette årti, hvor vores opmærksomhed på kroppen fylder mere end nogensinde. Men det er 100 år gammelt – i øvrigt lige som fredsbevægelse, gummistøvle, nødudgang og feminisme – og et godt eksempel på, at mange ord er så eviggyldige, at vi altid tror, de er nye eller i hvert fald nyere, end de er, siger Pia Jarvad:

– Det danske sprog er foranderligt, men der er en ganske stor og robust kerne, som gør, at vi sikkert også vil have et unikt sprog, når de næste 100 år er gået.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk