Kritik af islam er nødvendig. Men regeringen må lægge afstand til uhyrlige udtalelser
Er det nødvendigt at kritisere islam?
Ja, enhver tro og religion bør kunne tåle at blive udsat for kritik. I et moderne og oplyst samfund bør enhver borger frit kunne have en selvstændig og kritisk holdning til trosforhold og livsanskuelser. Og for en så udbredt og betydningsfuld religion som islam er der ingen undtagelse. Religions- og islamkritikken hænger tæt sammen med religionsfriheden, som er en af grundpillerne i det demokratiske samfund, vi lever i. I den offentlige debat har flere kritikere da også med rette peget på problematiske sider af islams kvindesyn. Mange har ligeledes med rette kritiseret den begrænsede religionsfrihed i flere muslimske lande. Flere gange har også denne avis efterlyst klare og troværdige svar fra muslimske lærde på, hvorfor det skal være forbundet med trusler for en muslim at skifte tro.
Retten til at kritisere andre og ytre sig frit kan dog også som alt andet perverteres. Det er islamudtalelserne fra Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, som har vakt bestyrtelse i de seneste dage, desværre et godt eksempel på. I et engelsksproget videointerview foretaget af internetmediet Snaphanen siger Hedegaard, at muslimer "voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far". I samme interview udtaler Hedegaard sig stærkt generaliserende om, at muslimer ikke anser kvinder for at være mennesker, at muslimer hverken kan producere øl eller toiletsæder, og at muslimer ikke har dårlig samvittighed, når de lyver. Adskillige borgerlige politikere har som en forståelig konsekvens af de udokumenterede påstande, der på unuanceret vis lægger en hel religion og dens tilhængere for had, valgt at forlade Trykkefrihedsselskabet. Men regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, i form af chefideolog Søren Krarup har valgt at bakke op om og forsvare Hedegaards linje.
Opbakningen fra Dansk Folkepartis top skaber et moralsk problem ikke kun for Dansk Folkeparti, men for hele den borgerlige regering. I bestræbelserne på at opnå politisk indflydelse har regeringens støtteparti ellers hidtil haft held til at få ryddet op i egne rækker og få personer med stærkt fremmedfjendske holdninger, som savner hold i virkeligheden, ud af partiet. Men hvad skal regeringen og Dansk Folkeparti nu gøre, når det, der er ude på overdrevet og skader troværdigheden, kommer fra VKO-aksens absolutte indercirkel? Regeringen skal naturligvis kræve, at Dansk Folkepartis politiske ledelse nu lægger afstand til udokumenterede generaliseringer i religionsdebatten. For saglig religions- og islamkritik har vi brug for. Men primalskrig hører altså fortiden til.