Af Mads Nyvold |
1. januar 2010
Når humanitære organisationer sælger postkort gennem fundraiserfirmaer, får børn i u-lande kun tre ud af 25 kroner
Danske skoleklasser vinder stort, når det handler om at fordele overskuddet fra de humanitære organisationers handel med julekort og til-fra-gavekort.
Kortene blandt andet fra Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp sælges i poser til 25 kroner. Når samtlige udgifter til blandt andet administration og produktion er trukket fra, fordeler organisationen og den skoleklasse, der har stået for selve salget, overskuddet imellem sig.
I Red Barnets tilfælde betyder fordelingen, at det direkte nødhjælpsarbejde bekommer 2,83 kroner, mens skoleeleverne indkasserer 9,65 kroner.
Folkekirkens Nødhjælp tager til takke med 2 kroner, mens en klassekasse et sted i landet vokser med cirka 7 kroner.
Kommercielle fundraiserfirmaer afholder alle udgifter og agerer bindeled mellem skoleklasserne og de humanitære organisationer.
- Vi er taknemmelige. Men fordelingen af avancen skal dog fremgå mere tydeligt næste gang, erklærer indsamlingschef hos Folkekirkens Nødhjælp, Kenneth Kamp Butzbach.
Det er første gang, at Folkekirkens Nødhjælp sælger julekort gennem et fundraiserfirma. Folkekirkens Nødhjælp har endnu ikke taget stilling til om samarbejdet skal forsætte og i så fald på hvilke vilkår.
Red Barnet har i over ti år solgt julekort gennem et andet fundraiserfirma og årligt modtaget 2-300.000 kroner på den facon.
Imidlertid argumenterer Mogens Damgaard, kommunikationschef hos Red Barnet, for, at det giver god mening også at give penge til danske børn. Det tilgodeser danske børn med økonomisk ressourcesvage forældre, mener han. Pointen hos Red Barnet er, at salg af kort både støtter organisationens internationale arbejde og arbejdet for svært stillede børn i Danmark.
- Konceptet balancer fint. Det internationale arbejde modtager støtte, og det gør danske børn fra mindre bemidlede familier gennem en større klassekasse. Selvfølgelig er der nogle fra meget velstillede familier, som så får del i penge, de ikke har brug for. Men fordi fordelingen sker kollektivt, undgår nogle elever at blive udstillet, og de kommer med på udflugter, de ellers ville gå glip af, siger Mogens Damgaard, kommunikationschef hos Red Barnet.
Han understreger, at selv små beløb gør stor gavn internationalt. Langt over to millioner børn mister årligt livet af dehydrering som følge af kraftig diarre. Knap én krone koster en livgivende salt- og sukkerholdig vandopløsning.
- Der skal altså ikke sælges mange kort for at redde et barn, fastslår Mogens Damgaard.
Alligevel afviser han at rokke en brøkdel ved fordelingsgraden. Det så generalsekretæren hos Foreningen Grønlandske Børn, Tina Frausing omvendt yderst gerne. Men hun tror næppe, det er realistisk. Det skyldes, mener hun, dels at de humanitære organisationer konkurrerer med hinandens julekortsalg, dels at skoleeleverne skæver til størrelsen på deres udbytte, når de vælger hvem, de vil sælge julekort for.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad