2009 banede vej for en ny verdensorden

Begivenheden er foreviget på billedet i tilknytning til denne artikel. Obama læner sig fremad, mens han gestikulerer med hænderne. Det virker appellerende. Wen Jiabao sidder rank og tilbagelænet i ophøjet ro. Hænderne er foldet. Det virker, som om han godt er klar over, at han har fat i den lange ende under forhandlingen.

Mødet bekræftede, hvad der havde stået klart under hele klimakonferencen, nemlig at USA og Kina var de centrale lande i forbindelse med at få en aftale på plads. Men begivenheden fik en langt bredere betydning, fordi den viste, at Kina for alvor er blevet verdens nummer to og nu viser sin magt og indflydelse på den internationale scene.

For amerikanerne var dette ikke nyt. USA har gennem adskillige år forberedt sig på, at kineserne ikke bliver til at komme udenom i internationale forhold. Men i Europa spærrede man øjnene op, da det stod klart, at europæerne er blevet overhalet som internationale aktører .

Det er store ting, som er ved at ske. Siden Anden Verdenskrig har det atlantiske forhold mellem Europa og USA været den vigtigste akse i den globale politik. "Nu flytter aksen fra Atlanterhavet til Stillehavet", som Kina-kenderen, lektor Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet, udtrykte det her i avisen under klimatopmødet.

Hovedforklaringen er Kinas voksende økonomiske styrke. I løbet af 2010 vil det kinesiske bruttonationalprodukt blive større end Japans. Kun USA's vil være større. Målt i økonomisk købekraft er Kina allerede verdens næststørste økonomi, og man er ved at overhale Tyskland som klodens største eksportland.

Hertil kommer Kinas stigende politiske indflydelse. Flere og flere lande lytter til kineserne. Det gælder vækstlande som Indien og Brasilien, og det gælder i særlig grad de afrikanske lande. Kina har i årevis foretaget kolossale investeringer i Afrika, mens Europa og USA nærmest har negligeret kontinentet. Ser man verden som et stort skakbræt, får Kina i disse år flere brikker at flytte rundt med. USA og Europa får færre. Det mærker man tydeligt i FN, hvor udviklingslandene som gruppe under kinesisk anførsel formår at gøre sig gældende i stadigt større omfang.

Den gode nyhed er, at Kina ved flere lejligheder har vist vilje til at påtage sig et ansvar for den internationale udvikling. Det har man blandt andet set under bekæmpelsen af den økonomiske krise. Den dårlige nyhed er, at værdier som demokrati og menneskerettigheder ikke spiller nogen rolle på den kinesiske dagsorden.

Vi har allerede i forbindelse med Obamas og udenrigsminister Hillary Clinton besøg i Kina oplevet, at henvisninger til menneskerettighederne er blevet nedtonet betragteligt. Og det er et godt gæt, at frihedsrettighederne i de kommende år vil glide yderligere i baggrunden i det storpolitiske spil. Realpolitiske hensyn til få førsteprioritet.

For Europa er alt dette meget dårlige udsigter. Mulighederne for at præge den internationale udvikling med europæiske værdier vil blive mærkbart forringet, efterhånden som aksen mellem USA og Kina træder tydeligere frem som en ny verdensorden.

I Europa måtte vi bruge nogle år efter Murens fald på at samle vort gamle kontinent. Det lykkedes på EU-topmødet i København i 2002. Men i årene derefter fortsatte debatten med at være indadvendt, fordi en i øvrigt helt nødvendig ændring af traktatgrundlaget viste sig vanskeligere end ventet.

Imens ændrede verden sig. Da Lissabon-traktaten endelig kom på plads, besluttede stats- og regeringscheferne at lægge traktatens nye udenrigspolitiske muligheder i hænderne på helt ukendte og uerfarne personer som henholdsvis EU-formand og udenrigspolitisk ansvarlig. De store EU-lande vil fortsat selv spille en rolle, og det er skidt, fordi disse lande i en global sammenhæng bliver mindre og mindre.

I lyset af store udfordringer, som Europa vil stå overfor i de kommende år under den nye verdensorden, vil det være synd at sige, at man ligefrem gør det lettere for sig selv.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk