Eksil-iranere har siden i sommer demonstreret flittigt for at vise deres sympati med oprøret mod præstestyret, som her i Paris for få dage siden. På plakaten står: Iran i brand og blod. --
- Scanpix.
Allan Sørensen |
31. december 2009
Oppositionen i Iran er skuffet over Vestens sene og svage reaktion
Kritikken af det iranske styre er mærkbar, også uden for landets grænser. I løbet af de seneste dage har udenrigsministre og statsledere fra vestlige lande sammen med FN's Menneskerettighedsråd givet præstestyret en række røfler for den meget hårdhændede behandling af de iranske demonstranter. Iranske ambassadører er blevet kaldt til samtale i en lang række lande, og med nytåret lige om hjørnet er snakken i de diplomatiske kredse tunet ind på en mulig stramning af de økonomiske sanktioner mod Iran.
Italien har opfordret til dialog mellem Irans styre og oppositionen. Frankrig fordømmer volden og opfordrer til en politisk løsning, mens Tyskland har talt for iranernes rettigheder. USA har lovet ikke at se den anden vej.
Men reaktionerne er langtfra tilstrækkelige set fra den iranske oppositions synspunkt. Her rettes en stigende kritik mod de vestlige lande, især USA og EU, for at svigte den iranske befolkning. Medlemmerne af oppositionen frygter, at USA's præsident, Barack Obama, vil give Iran endnu en mulighed for at forhandle om landets atomprojekt ved at forlænge den seks måneder lange tidsfrist, der udløber i dag klokken 24, med endnu seks måneder.
– Det tog Det Hvide Hus mere end seks måneder at fordømme det iranske styres vold mod demonstranterne i Teheran, og kun Gud ved, hvor længe det vil tage den amerikanske regering at forstå, at universelle rettigheder bliver undermineret af forhandlingerne med den iranske regering. Forhandlingerne vil ikke ændre den iranske regering, men de vil undergrave USA's moralske ansvar, siger Omid Memarian fra nyhedsbureauet IPS.
Men det er ikke kun USA, der kritiseres for at svigte oppositionen i Iran. Den iranske forfatter Saba Farzan, der er bosat i Berlin, beskylder de europæiske lande for at have reageret skamløst på det iranske styres overgreb.
– Alle fordømmelserne lyder som varm luft for Irans befolkning. I mere end 30 år har Vesten intet gjort, når iranerne blev undertrykket, fængslet og myrdet. Det eneste, der virkelig betød noget, især for EU, var økonomiske aftaler og handel med Iran, siger Saba Farzan, der dog er allermest chokeret over de vestlige landes seneste diplomatiske tiltag over for Iran.
Hun anklager EU-landene for at svigte den iranske befolkning ved at foretrække absurde forhandlinger med Iran, der ene og alene er designet til at bevare de handelsaftaler, EU nyder godt af.
– Siden valget i juni, hvor oppositionen har kæmpet mod undertrykkelse, har den såkaldte frie verden genoptaget sine forhandlinger med Iran. Det er et slående svigt. I Vesten tror man, at det stadig handler om, hvor vidt præsident Ahmedinejad snød ved valget eller ej. Man forstår ikke, at den iranske befolkning ønsker en helt ny ledelse, siger Saba Farzan.
allan@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad