Engang, da min farfar var ung, satte et torskeben sig på tværs i halsen på ham. Han turde ikke gå til læge, og benet blev siddende så lang tid, at det begyndte at vokse ud gennem halsen på ham. Hver morgen barberede han en stump af det, indtil det var helt væk.
Den historie ødelagde for en tid min lyst til fisk. Alligevel skulle vi hver nytårsaften have torsk.
I 1960'erne var man ikke så optaget af at være kulinarisk originale. I det hele taget var man ikke optaget af at være original. Det fine ved et menneske var ikke, hvad der adskilte det fra andre. Men hvad det havde tilfælles med andre.
For eksempel havde man det tilfælles med andre, at hele min landsby juleaften spiste gås, and eller flæskesteg, og nytårsaften stod menuen på torsk, hvad enten man kunne lide fisk eller ej. Jeg ved ikke, hvorfor der er tradition for at spise fisk nytårsaften?
I Sydgrækenland slukker man strømmen, når det gamle år går over i det nye år. Så stiller man sig på en stol og springer ned i mørket præcis klokken 24. Det er et spring ud i uvisheden, der minder om den følelse, man har, når man går ind i et nyt år.
Måske spiser man fisk, fordi man erkender, at man foran det nye år er lige så langt ude at svømme som en fisk. Ud over torsk har jeg gjort blåmuslinger til min nytårsmad i år. Tilberedelsen af blåmuslinger nytårsdag kan få en til at filosofere over det nye år. En sund musling skal i rå tilstand være hermetisk lukket. Sådan ligger 2010 foran en. Hermetisk lukket. Alt kan ske. Først når året er gået, har det åbnet sig, som når champagnedampene har tvunget muslingeskallerne fra hinanden.
Nytårsaften serverer jeg, da det uoriginale interesserer mig mere end det originale, mousserende vine, der forsøger at efterligne den ægte champagne. Denne slags champagne er også brugt til overflod i maden selv.
Resultatet af den lette mad – der kunne afrundes med en hjemmelavet champagneis – og den boblende vin er, at ingen spiser eller drikker sig under bordet, men over bordet og går lette og opstemte ind i det ukendte år.