Senegal kæmper selv med klimaforandringer

– Byen har det dobbelte handicap at ligge, hvor floden og havet løber sammen. Dermed er den naturligt mere udsat end andre byer, siger Alioune Badiane, leder af UN-Habitat i Afrika, FN?s organisation for bosætning.

I sin seneste rapport over tilstanden for verdens byer – "State of the World Cities 2008/2009" – placerer UN-Habitat Saint-Louis øverst på listen over afrikanske byer, der er truet af klimaforandringer.

– En stigning på en meter i havoverfladen vil betyde en oversvømmelse af hele byen, siger Alioune Badiane.

Saint-Louis kom i 2000 på Unesco's liste over verdenskulturarv takket være sin intakte kolonitidsarkitektur, der med sine kreolske rødder er i nær familie med New Orleans på den anden siden af Atlanten, der er faktisk bygget med Saint-Louis som forbillede.

Mest udsat er beboerne på den smalle landtange, Langue de Barberie, der skiller flodløbet fra havet. Her har der været flere kraftige flodbølger, og havet er de seneste år rykket adskillige meter op på stranden og slikker nu, når det er højvande, den yderste husrække med bølgeskvulp.

– Hvert år kommer havet nærmere, og nu er det helt oppe ved husene, hvor vi bor, siger Sina Tam, der bor med sin familie på 12 personer i et af træhusene langs stranden.

I sandet foran husene ligger plasticbøtter, udtjente klip-klap'ere og konservesdåser, som er skyllet op af havet.

– Det bekymrer os meget, for hvor længe kan vi blive her? Ikke meget længere, frygter jeg.

Saint-Louis er måske nok mest udsat, men langtfra alene. En stor del af Afrikas store byer ligger ved kysten. Dar es Salaam i Tanzania, Durban i Sydafrika, Freetown i Sierra Leone, Lagos i Nigeria, Maputo i Mozambique, Mombasa i Kenya er blot en håndfuld af de afrikanske byer, der får problemer med de kommende års stigende vandstand og hyppigere storme, orkaner og flodbølger.

– 60 procent af afrikanske byer er faktisk påvirket af klimaændringer, fordi de er placeret på kysten. Dette kan forårsage alvorlige problemer, hvis ikke der træffes effektive modforanstaltninger, siger Alioune Badiane.

Fra Saint-Louis behøver man kun at bevæge sig 30 kilometer sydpå. Her er Afrikas nye Store Grønne Mur ved at tage form. Det levende, grønne hegn vil, når det står færdigt strække sig hele vejen hen over det sydligste Sahara – fra Dakar i vest til Djibouti i øst – og undervejs krydse et dusin lande. Det 7000 kilometer lange og 15 kilometer brede, grønne bælte skal dæmme op for Saharas fortsatte vandring sydpå, der truer snesevis af millioner mennesker.

– Vi har store problemer, fordi græsset forsvinder på grund af tørke, erosion og overgræsning. Hvis vi lykkes med Store Grønne Mur, vil det få stor betydning for jordkvaliteten og dermed for kvæg, landbrug og mennesker, siger Serigne Mbodji, der er teknisk rådgiver i Agence Nationale de la Grande Muraile Verte, Senegals nyoprettede kontor, der koordinerer projektet.

Muren starter næsten helt ude ved kysten og skal løbe gennem den nordligste tredjedel af Senegal. Netop her, hvor Google Earth med et par museklik på luftfotoer viser skillelinjen mellem det grønne, centrale Afrika og Nordafrikas gule ørkenjord.

Den grønne mur vil foruden træer og buske bestå af tusindvis af damme til opsamling af regnvand.

– Området bliver et produktionsbælte for hele Nordafrika. Vi planter træer til fremstilling af arabisk gummi og en lang række andre nytteplanter, alle foreslået af lokalbefolkningen, der kender dem og kan få dem til at gro, siger Serigne Mbodji.

Men der er lang vej endnu. Senegal plantede sidste år 5300 hektar grøn mur, og vil i år nå yderligere 5300 hektar, men det er ud af et samlet areal på 820.000 hektar bare i Senegal. Alle 11 lande, som muren gennemløber, har forpligtet sig på det gigantiske projekt, og enkelte lande som Mali og Nigeria er begyndt at plante, men ikke i samme skala og med samme systematik som i Senegal.

– Med den nuværende fart vil det tage 82 år at afslutte, men vi kan desværre ikke gå hurtigere frem med de ressourcer, vi har til rådighed nu, siger Serigne Mbodji.

Det er heller ikke småpenge, der skal til. En kilometer grøn mur koster i omegnen af fem millioner kroner, og hvert regnvandsbassin beløber sig til 700.000 kroner.

Projektet er i spil i FN's såkaldte CDM-system (Clean Development Mechanism), som Senegal satser på som hovedfinansieringskilde. CDM-systemet virker ved, at fattige lande, der ikke under Kyoto-protokollen er forpligtede til at reducere deres CO2-udslip, kan optjene CO2-kreditter, som de sælger til i-lande.

Idéen til Store Grønne Mur kommer fra Senegals præsident, Abdoulaye Wade, fortæller enhver, man taler med i Senegal.

– Han kender projektet ned til mindste detalje. Han korrigerer folk, hvis de siger noget forkert under præsentationerne, fortæller Boubacar Fall, forskningschef i miljøorganisationen ENDA.

At Senegals 83-årige præsident er en mand med store visioner, kan man for tiden forvisse sig om i hovedstaden, Dakar, hvor en kæmpemæssig statue er ved at blive opført. Bronzefiguren, der koster 135 millioner kroner og bliver højere end Frihedsgudinden, er designet af præsidenten selv. Den forestiller en muskuløs mand, der holder en kvinde og et barn i sine arme. Statuen skal symbolisere en afrikansk genfødsel.

Præsident Wade mødte for nylig hård kritik, da han annoncerede, at 35 procent af entreindtægterne fra de mange turister, han forventer vil strømme til det svulmende monument, skal gå til ham selv.

Der har tidligere været lignende store træplantningsprojekter i blandt andet Algeriet og Nigeria, men oftest med yderst begrænset langsigtet effekt, blandt andet fordi man har brugt udefrakommende træsorter og ikke i tilstrækkelig grad har inddraget lokalbefolkningen.

Det hidtil største "grønne mur-projekt" er – selvfølgelig – kinesisk. Et 4480 kilometer langt grønt bælte langs udkanten af Gobi-ørkenen, der hvert år rykker fire kilometer nærmere Beijing og sender gult sand så langt som til USA. Også dette megaprojekt er dog blevet kritiseret for ikke at være et effektivt svar på problemerne skabt af overgræsning, intensiv dyrkning og ændringer i vejrmønsteret, men Afrikas Grønne Mur ender ikke som "en stor grøn elefant" midt i ørkenen, er Serigne Mbodji overbevist om:

– Vi forsøger at opsamle de bedste erfaringer fra hele Afrika og indarbejde det i projektet. Og til forskel fra tidligere forsøg er det ikke et lokalt projekt, men strækker sig over en hel region, siger han.

– Det lokale ejerskab er helt afgørende. I tidligere projekter har man ignoreret lokalsamfundene og deres livsformer, og man har benyttet plantearter, som de lokale ikke kendte til. Desuden har vi i dag en langt bedre teknologi og viden om planternes vækstmønstre, for eksempel at det er ekstremt vigtigt at benytte tørkeresistente planter, fordi det kun regner i korte perioder.

villadsen@kristeligt-dagblad.dk

Rejsen er blevet til med støtte fra Danidas Oplysningspulje.