Et langt liv med kirker

Bygninger, kirkerum og udsmykninger. De danske kirker er enestående i kraft af alle tre elementer. Det fremhæver forfatteren Johannes Stræde som begrundelse for sin livslange betagelse af vore kirker. En betagelse, der præger de bøger, han skriver i disse år. Netop udkommet er "Kirkehus og Alterbilleder" (Poul Kristensens Forlag), der efterfølger "Kirkegårdsvandring" fra 2008 (ligeledes kirkegårde optager ham). Og for kort tid siden afsluttede han arbejdet med endnu en kirkebog, "En romansk landsbykirke i ord og billeder", der er planlagt til udgivelse i 2010.

Denne imponerende produktivitet udfolder den tidligere højskoleforstander, der senere blev leder af kultur- og fritidsforvaltningen i Rosenholm Kommune på Djursland, i "finalealderen": hans betegnelse for alderdommen. Og hvilken finale! Alle de 17 bøger, Stræde har skrevet, er blevet til efter hans pensionering. Til sommer, den 23. juni 2010, fylder han 90. Og stadig er han rank som den gymnast, han var engang.

På det seneste har Johannes Stræde funderet over, hvad det er, der har ført hans forfatterskab ind i det, han kalder "kirkesporet". En del af svaret mener han at skulle opsøge i barndommen i Velling ved Ringkøbing.

Sognets kirke var nærværende i det daglige. Også for ham og hans kammerater. Når de fulgte en hemmelig sti gennem rørskoven til deres både ved fjorden, passerede de af og til gennem kirkegården, standsede ved nogle af gravene og mindedes dem af de døde, de havde kendt som levende. Eller de fulgte blytækkerens arbejde – og kravlede på de mest dristige dage så højt op i kirken, at de næsten blev for svimle til at vove nedstigningen. Ved et sent gensyn besteg Johannes Stræde ligesom for længe siden vindeltrappen op i tårnet, men blev frarådet at fortsætte videre til vejrs ad stigen, der fører otte meter højere op til klokkerummet. Men som dreng lod han sig ikke standse. Stræde mindes endvidere kirkens dramatisk virkende klokkeklang, når fiskere, der var gået ud på isen for at stange ål, var blevet overrumplede af tæt havgus, så de risikerede at miste orienteringen og gå i den forkerte retning, ud til den dybe, livsfarlige sejlrende. Klokken kaldte dem ind på land.