En digter ved de ensommes begravelse

– De personlige digte bryder den tavshed, der ellers burde være brudt af pårørendes mindeord. Det må betragtes som unikt, at myndighederne i Amsterdam i en sådan grad bestræber sig på at give de afdøde en værdig afsked med denne verden, mener Ranzijn.

– Hos vore naboer i Belgien er det lige før, man ikke bryder sig om at hente liget, siger han.

I Amsterdam sørger myndighederne for en kiste og – i et land hvor man har blomster i overflod – selvsagt en blomsterbuket til at dekorere kisten med. Myndighederne sørger tilmed for, at en salme bliver sunget for den afdøde. Salmevalget er truffet ud fra gisninger om, hvilken smag den afdøde måtte have haft – gisninger foretaget på baggrund af den afdødes etniske baggrund og efterladte ejendele.

– Alle i Amsterdam, rig som fattig, er berettiget til en værdig begravelse med blomster, med kaffe og med tanker om deres liv, siger Ranzijn.

– Vi kan ikke stå til ansvar for den måde, de levede deres tilværelse på, men vi er ansvarlige for den måde, de tager afsked med denne verden på. Hvis de døde i Amsterdam, var de en af os.

Størstedelen af de pågældende afdøde er ældre personer, der har overlevet deres familier og venner, eller asylansøgere, der lever som en ydergruppe i samfundet. I særligt sørgelige tilfælde har deres liv haft en voldsom afslutning.

Ranzijn er selv tilstede ved begravelserne, og han mener, at det trods alt giver ceremonien anstrøg af et personligt farvel.

Det hjalp i tilfældet med selvmorderen. Dødsfaldet rystede Ranzijn, fordi manden var på samme alder som han selv.

Starik afviser alle spekulationer om, at digterne skulle ønske at deltage i begravelsesceremonierne blot for at tilfredsstille egne behov for melankoli eller fordi, man er tiltrukket af dødens mystik. For Starik handler det om at give værdigheden tilbage til de døde og samtidig tilføre digtningen et mere socialt orienteret formål.

Det er ikke digternes målsætning at samle saftig inspiration til deres lyriske kunstart, selvom teamet om de ensomme begravelser er gået igen lige fra store kunstværker i det 18. århundrede til Beatles' sang "Eleonor Rigby". Starik erkender dog, at projektet bærer et politisk budskab.

– Den skjulte dagsorden i dette projekt er, at vi har en højreorienteret regering, der er imod fremmede, muslimer, og enhver der ønsker at genskabe det samfund, som vi havde for 50 år siden. Holland er ikke mere et tolerant og rart land.

– For asylansøgere og indvandrere, der dør i ensomhed, er bisættelserne et forsøg på at give dem deres menneskelighed tilbage og samtidig at tænke på deres individuelle håb og oplevelser i et land, hvor det politiske klima søger at dæmonisere dem og kun betragter dem som en stor homogen masse, siger Starik.

Det er ikke mange personlige oplysninger, der er til rådighed for digterne – ofte end ikke et navn. Starik er dog af den opfattelse, at det er sværere at skrive et digt om en person, hvis man har for mange detaljerede oplysninger. Ofte er de omstændigheder, hvorunder de ensomme skæbner har mistet livet, slående og tragiske og værd at mindes med ord.

Eksempelvis var mand, en blind passager, der blev fundet død på et fragtskib, der ankom fra Afrika, blevet mast ihjel mellem skibets tunge døre, da han gemte sig i indgangspartiet. Hans eneste ejendel var en mindre rygsæk, hvori der var et lille forråd af mad og medicin – fornødenheder, som manden angiveligt håbede kunne hjælpe ham til at holde sig i live, indtil han kunne begynde et nyt og bedre liv.

Starik begyndte at læse digte op ved bisættelser i 2002, og siden da har han og andre digtere, deltaget ved mere end 50 ensomme menneskers sidste farvel med denne verden. Hans forhåbning er, at netværket af digtere en dag vil strække sig ud over hele landet.

Starik indrømmer, at han inden projektet begyndte, længe og seriøst overvejede, hvordan folk ville reagere på idéen om digternes tilstedeværelse.

– Jeg frygtede, at der ville være mennesker, der kunne få den tanke, at det er frygteligt at dø alene, men endnu mere frygteligt, hvis der dukker digtere op til ens begravelse. Reuters

Oversat af Malene Muusholm.

udland@kristeligt-dagblad.dk