Logisk med Porvoo. Kirken har aldrig været evangelisk-luthersk

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 22. december 2009 hævdede Søren Krarup, at den danske folkekirke ikke er blevet meldt ind i Porvoo-fællesskabet. Søren Krarup synes at lide af den vrangforestilling, at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, fordi dette står i Grundloven.

Det svarer vel nærmest til, hvis man havde benægtet eksistensen af den tyske besættelse under Anden Verdenskrig med henvisning til Grundlovens bestem- melser om magtens tredeling.

Men sagen er, at den danske folkekirke ikke engang på Grundlovens tid længere med rette kunne siges at være en evangelisk-luthersk kirke. Dengang som i dag slås pietister med rationalister om magten i kirken, men ingen af dem fastholder klassisk evangelisk-luthersk kristendom.
En evangelisk-luthersk kirke er ifølge Den Augsburgske Bekendelse ikke blot en kirke, som på papiret kalder sig dette. Den første artikel i Den Augsburgske Bekendelse begynder med: Menighederne lærer os med stor enighed... Og i de senere artikler lyder det med reference til den første: Ligeledes lærer de... Fremdeles lærer de...

Den Augsburgske Bekendelse forudsætter altså, at de menigheder, der tilslutter sig den, rent faktisk lærer i overensstemmelse med den. Hvis ikke den forkyndelse, der lyder, er i fuld overensstemmelse med skriftens lære, som den er gengivet i de lutherske bekendelsesskrifter, har en kirke ingen ret til at kalde sig evangelisk-luthersk.

SØREN KRARUPS PÅSTAND om, at folkekirken ikke er med i Porvoo, holder heller ikke vand. Der er både formelt og reelt indgået kirkefællesskab mellem folkekirken og de anglikanske kirker.