Kristine Garde, forsker i kirkeret og retsteologi, kritisere beslutningen om at indtræde i Porvoo. Kresten Drejergaard (foto) begrunder fraværet af høringer med, at de indvendinger, der i 1995 fik folkekirken til at sige nej til Porvoo, ikke længere eksisterer. -
- Claus Fisker/Scanpix Denmark
Tobias Stern Johansen |
4. januar 2010
Folkekirkens indmeldelse i europæisk kirkefællesskab kan få økonomiske følger
Landets biskopper er sammen med Folkekirkens mellemkirkelige Råd i færd med at forvandle folkekirken til en bispekirke, der skalter og valter med kirkens midler.
Sådan lyder en del af kritikken fra fremtrædende eksperter i kirkeret, efter at Folkekirkens mellemkirkelige Råd inden jul meldte folkekirken ind i det europæiske kirkefællesskab Porvoo uden forudgående debat eller høringer.
Kirkeretseksperterne slutter sig dermed til de seneste ugers massive kritik af beslutningen fra blandt andet Landsforeningen af Menighedsråd og Folketingets Kirkeudvalg. Selvom Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder sig inden for lovens grænser, er beslutningen "uanstændig og retsteologisk kritisabel", mener teolog og ph.d. Kristine Garde, der forsker i kirkeret og retsteologi.
– Beslutningen er meget kritisabel. Ud fra en retsteologisk synsvinkel er der ingen acceptabel begrundelse for ikke at have iværksat en fornyet høring og debat. Det er en arrogant tilsidesættelse af menighedernes ret til at give folkekirken mund og mæle, siger hun.
Biskop og rådsmedlem Kresten Drejergaard begrunder fraværet af høringer med, at de indvendinger, der i 1995 fik folkekirken til at sige nej til Porvoo, ikke længere eksisterer. Den forklaring giver Kristine Garde ikke noget for.
– Biskopperne kan ikke på menighedernes vegne afgøre, at menighederne ikke har indsigelser. Når biskopperne gør det, forvandler de folkekirken til en bispekirke, siger hun.
Kristine Garde bakkes op af tidligere lektor i kirkehistorie og ekspert i kirkelig lovgivning Jørgen Stenbæk. Han hæfter sig ved, at Porvoo-erklæringens andet afsnit indledes med sætningen "Vi forpligter os til" og består af 10 punkter, hvor det første lyder: "at tage del i hinandens liv (...) og at dele ressourcer". Det mellemkirkelige Råd har dermed åbnet for folkekirkens pengekasse uden først at tage menighedsråd, Folketingets Kirkeudvalg og Kirkeministeriet med på råd, vurderer Jørgen Stenbæk.
– De 10 punkter fortjener hver især bred folkekirkelig overvejelse, men jeg vil især fremhæve det første punkt, som betyder, at der er penge på spil. Det er derfor forkert, når rådet siger, at der ikke er mere at diskutere. Vi ved nemlig ikke, hvad vi har forpligtet os til – og dét burde have været diskuteret blandt folkekirkens organer, siger Jørgen Stenbæk og tilføjer, at beslutningen kan skabe "alvorlige problemer" for folkekirken:
– For hvad indebærer det, at "vi forpligter os til" at dele vore ressourcer? Hvad sker der, når rådet siger, at vi skal deltage i et diakonalt fremstød i de andre lande – hvem skal så afgøre, hvor mange penge man kan sende af sted, og hvem der skal bevilge dem? Det burde have været diskuteret.
Rådets formand, Paul Verner Skærved, medgiver, at rådet ikke har gjort sig konkrete overvejelser over, hvad der ligger i at "dele ressourcer" – men afviser, at folkekirkens penge er på spil.
– Vi har ikke forpligtet os til noget, der går ud over gældende lov for folkekirkens økonomi. Ordet "forpligtelse" skal opfattes som en forpligtelse til at være i et fællesskab, hvor vi anerkender hinandens teologi. Og at "dele ressourcer" betyder blot, at vi udveksler erfaringer og viden, siger han.
På et punkt tager de mest notoriske kritikere af rådets beslutning dog fejl, påpeger begge kirkeretseksperter. Ifølge Kirkeministeriets bekendtgørelse om folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde har Folkekirkens mellemkirkelige Råd nemlig ret til at melde folkekirken ind i internationale kirkelige fællesskaber. Det er derfor forkert, når Dansk folkepartis Søren Krarup og formanden for Folketingets Kirkeudvalg, Brittta Schall Holberg (V), hævder, at folkekirken ikke er medlem af Porvoo – med henvisning til parolen om, at ingen kan handle eller agere på folkekirkens vegne.
– Rent formelt har rådet mandat til at træffe denne slags beslutninger, siger Jørgen Stenbæk.
– Den kendsgerning kan kritikere af rådets beslutning ikke ignorere, tilføjer Kristine Garde.
johansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad