Forsker søsætter ny teori om vikingeskibenes sejl

Beslutningen om at bruge etnografiske paralleller frem for det samtidige billedmateriale skete tidligt og med begrundelsen, at billederne var misvisende i deres proportioner og fremstilling af skibene. De var mere et kunstnerisk udtryk end egentlige realiteter. Men her er Kastholm uenig:

– Jeg vil på ingen måde afvise et vist slægtskab mellem vikingeskibene og de langt senere nordlandsbåde. Men jeg kan ikke forstå, at man dermed skal udelukke det arkæologiske materiale. Ved at tænke så ensidigt ender man med at smide barnet ud med badevandet. Skibsbillederne indeholder en masse information og en detaljerigdom, som vi kan have stor gavn af, påpeger Ole Kastholm.

I afhandlingen tager Kastholm fat på det samlede billedmateriale i form af runesten, billedsten, mønter og graffiti med skibsmotiver fra vikingetiden.

– Overordnet set viser mine analyser, at der er forskel på sejlene på vikingernes krigsskibe og fragtskibe. Hidtil er den viden, vi har, alt for kritikløst blevet overført fra fragtskibe til krigsskibe. Så man har i store træk sat et fragtskibssejl på et krigsskibsskrog. Men når vi nu har materialet til at få en mere detaljeret viden om de forskellige skibstyper og sejl, bør vi da udnytte det, fortsætter Ole Kastholm.

De nye undersøgelser bygger på en systematisk analyse af 36 skibsmotiver fordelt på 26 billedsten, tre runesten, tre Hedeby-mønter og fire graffiti (hurtige rids på forskellige genstande). Billedstenene stammer alle fra Gotland og er blevet nydateret med hovedvægten i 800-tallet, altså i vikingetidens gyldne æra.

– Nydateringen af de gotlandske billedsten gør dem yderst relevante for vores viden om vikingeskibenes sejl. Så det er ikke længere videnskabeligt at affeje dem som usikker dokumentation. De skal med i de samlede betragtninger omkring datidens skibe og sejlteknologi, fastslår Ole Kastholm.

De gotlandske billedsten og de øvrige skibsbilleder giver megen vigtig viden. Dels brugte vikingerne øjensynligt kun krigsskibet som billedmotiv. Det lange og smalle skib, ofte vist med bevæbnet besætning og skjolde langs skrogets side.

Dernæst er skibsbilledernes sejl markant anderledes: dobbelt så brede, som de er høje, og meget lavere end på nordlandsbådene og de senere rekonstruktioner. Så her går man ifølge Kastholm galt i byen:

– Sejlenes udformning har været en stående diskussion. Men konsensus har været det høje sejl, da det skulle give de bedste sejlegenskaber. De to slags sejl er bare aldrig blevet testet mod hinanden på videnskabelig vis.

Bådfolkene ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde har siden 1980?erne lavet forsøg med deres rekonstruktioner og ligger i top rent internationalt. Her har man foretrukket det høje sejl ud fra en sejlteknisk vurdering og ikke mindst evnen til at gå op mod vinden og krydse.

– Med det lave sejl mister man formentlig lidt af evnen til at krydse. Men det med at krydse hører mest hjemme i lystbådssejlads. Jeg tror altså ikke, at vikingerne gad ligge og krydse frem og tilbage hele vejen til England. De ventede nok hellere på den rigtige vind. Så måske skal vi droppe at fokusere så meget på, om vikingerne kunne krydse eller ej, og koncentrere os om andre spørgsmål, foreslår Ole Kastholm.

For skibsbillederne viser entydigt, at der var lave, brede sejl på krigsskibene. Og det kan have en logisk forklaring, da et lavere sejl er lettere at styre i hård vind. De lange, smalle krigsskibe var jo ikke så stabile og sødygtige som handelsskibene. De skulle være lette og hurtige, så krigerne kunne komme væk fra truende situationer i en fart. Men et smalt og let skrog er mere vindfølsomt, så krigsskibet kunne nemmere kæntre. Derfor vil et lavere sejl med lavt sejlcenter give en mere sikker sejlads.

– Det er jo ikke et spørgsmål om at sætte en Trabant-motor i en sportsvogn. Vikingerne satte jo ikke et forkert sejl på deres mest toptunede krigsskib. De havde helt sikkert nøje overvejet sammensætningen af skrog og sejl. Så vi må forsøge at få et mere nuanceret billede af vikingetidens skibe og lade de forskellige sejl stå deres prøve ved testsejladser, konkluderer Ole Kastholm.

historie@kristeligt-dagblad.dk