Vejen til indmeldelse

Paul Verner Skærved sad i menighedsrådet i Vor Frue Kirke i Svendborg, da folkekirken efter en lang debat med høringssvar fra flere hundrede menighedsråd sagde nej til Porvoo-fællesskabet tilbage i 1995.

– Debatten dengang var meget dårligt planlagt. Der blev sendt en kæmpe bunke papir ud til menighedsrådene, og man forventede, at de satte sig ind i sagen. Det gjorde de ikke.

Menighedsrådsmedlemmernes manglende viden om Porvoo-fællesskabet udløste en omfattende modvilje mod hele projektet, mener Paul Verner Skærved.

– Nogle mente, at det lignede en EU-folkeafstemning – at vi var på vej ind i en kirkelig union – og at man derfor skulle stemme nej. Men Porvoo har intet med en union at gøre. Det er et fællesskab, hvor vi deler erfaringer og diskuterer teologi og kirkeliv.

Han er dog glad for, at folkekirken – efter protester blandt andet fra menighedsrådene – valgte at sige nej i 1995. Alligevel afviser han, at menighedsrådene i denne omgang skulle have været med på råd.

– Vi havde nogle vigtige kritikpunkter dengang, men efter forhandlinger med den anglikanske kirke har vi opnået det, vi ville. De har blandt andet ændret deres syn på kvindelige præster og biskopper. Skulle vi så gå ud og høre menighedsrådene endnu en gang? Det mener jeg ville være helt misforstået. Biskopperne har ingen læremæssige indvendinger, så jeg kan ikke se, hvad vi skulle spørge menighedsrådene om. Repræsentativt demokrati er også demokrati.

En del kirkefolk har luftet bekymringer over, at den danske demokratiske folkekirke melder sig ind i et fællesskab med den anglikanske kirke, der i langt højere grad er styret af biskopper end de lokale sogne. Kritikerne ser spøgelser, mener Paul Verner Skærved, der betragter Porvoo som en samtalepartner, der kan gøre folkekirken klogere på sig selv.

– Selvom vi først nu bliver fuldgyldigt medlem, har vi alle årene deltaget i møder og konferencer, og det har været givende at diskutere sekulariseringen og andre udfordringer, vi som kirke møder i et moderne samfund. Den slags kan vi så tage med hjem til vore egne menighedsråd og arbejde videre på.

Fornemmelserne for mellemkirkeligt arbejde fik han allerede som barn, hvor missionærer fra Afrika og Indien myldrede ind og ud af det jyske præstehjem og ved middagsbordet kunne fortælle om andre måder at dyrke kristendommen på. Og under krigen besøgte han ofte tyske flygtninge sammen med sin far.

– Min far var præst under krigen og havde kontakt til de mange tyske flygtninge, som boede på skolen, der var lavet om til flygtningelejr. Mange af dem var lutheranere. Det var en forfærdelig tid, men samtidig spændende at høre om de her kristne fra andre lande, siger han.

Paul Verner Skærved betragter sig som grundtvigianer præget af sin opvækst blandt indremissionske folk, som var "ægte mennesker med en iver for troen, man kun kan respektere". Og det var gennem diskussioner med sin stridslystne præstefar, at hans egen tro og lyst til at diskutere teologi og kirke blev skåret og slebet. Siden læste han teologi, men valgte undervisning og politik frem for præstekrave. Han har været EF-kandidat og kredsformand for Socialdemokraterne i Sydfyn. Han er ikke tilhænger af en kirke, der har en mening om "Storebæltsbroen" og storpolitiske spørgsmål, men folkekirken kan lære meget af det politiske liv – for eksempel evnen til at tale med en stemme.

– Jeg så gerne, at vi fik en kirkeforfatning og en kirkeforsamling. Det ville styrke kirken. Man kunne derved en gang imellem træffe fælles beslutninger. Jeg ønsker ikke at bryde forbindelsen mellem kirke og stat. Men skulle det engang ske, ville det være ekstremt upraktisk, at vi som kirke ikke ved, hvem vi er. Vi mangler simpelthen klare kommandoveje i kirken. Det ville en kirkeforfatning kunne løse.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

DEBAT SIDE 8