– Vi plejer jo ikke at have terror i Danmark, så de fleste danskeres reaktion lige nu er: Det kan ikke passe. Spis lige brød til. Men den tredje fase begynder, når vi får alle facts på bordet. Viser det sig, at dette ikke bare var en gal mands værk, men et organiseret angreb, kan frygten for terror meget vel stige. Simpelthen fordi vi nu kan se, at den kan lade sig gøre, siger han.

Uanset hvad har reaktionerne fra Politiets Efterretningstjeneste og landets folketingspolitikere været skarpe og alvorlige. En bekræftelse af den stående terrortrussel kalder PET overfaldet, mens politikerne kræver øget overvågning og udvisning af militante muslimer. Det kan paradoksalt nok i sig selv være afgørende for, om overfaldet gør danskerne mere bange, mener Ole Wæver.

Meget tyder dog på, at den somaliske mand, der overfaldt Kurt Westergaard, handlede på egen hånd. Det var én mands forudsigelige vrede mod en anden mand, og det er formentlig den afgørende forklaring på, at danskerne ikke synes at reagere synderlig meget på episoden, mener professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, Svend Brinkmann.

– Det, vi frygter mest – også i forbindelse med terror – er nemlig ofte det uforudsigelige. Når det bliver økse-konkret, taler det til indvoldene, men vi bliver ikke bange, for vi ved godt, at det ikke handler om os. Når vi derimod frygter, at en bombe sprænger på Nørreport Station, er frygten ganske vist diffus og irrationel, men den sidder i os. I hvert fald lidt.

– Selv efter den 11. september gik der ikke mange dage, før dagligdagen forløb normalt igen i New York. Vi glemmer hurtigt og tilpasser os, det er en naturlig forsvarsmekanisme. Men det er klart, at kommer der flere overfald som det mod Kurt Westergaard, og der tegner sig et mønster af, at selv dem, som politiet passer bedst på, ikke kan føle sig sikre, så rykker det ved noget mere grundlæggende. Så er uforudsigeligheden der, siger Svend Brinkmann.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

agger@kristeligt-dagblad.dk