VUPTI! Så blev folkekirken medlem af Porvoo. Jeg skal ikke her komme ind på den horrible udemokratiske måde, det er foregået på. Man ønskede åbenbart ikke en offentlig debat. Jeg skal heller ikke komme ind på det tvivlsomme forhold, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd og biskopperne i forening sådan tillader sig at optræde synodalt.

Nej, her skal det bare påpeges, at Porvoo-erklæringen er teologisk betænkelig. Allerede i 1995 var der klare kritiske røster på luthersk grund imod indholdet af selve erklæringen. Indvendinger, som gik på meget andet end ukontroversielle spørgsmål som anerkendelsen af kvindelige biskopper og den slags.

Disse indvendinger ser man nu helt bort fra.

I pressemeddelelsen fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd hedder det, at "Porvoo-fællesskabet er et praktisk arbejdsfællesskab", og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd Paul Verner Skærved lader da også igen og igen forstå, at det handler om praktiske forhold – om at inspirere hinanden, udveksle idéer og præster og den slags. Det lyder da harmløst, ikke sandt?

Men hvorfor så underskrive en erklæring fyldt med teologisk indhold? Hvorfor ikke nøjes med praktiske aftaler, hvis det er det, det handler om? Hvorfor bruge alenlange afsnit på at definere kirkesyn, bispeembede, apostolsk succession og så videre? Hvorfor lyder Porvoo-erklæringen først og fremmest som et nyt bekendelsesskrift?

FORDI PORVOO ikke kun er et praktisk anliggende, men i allerhøjeste grad et kirkeligt-teologisk anliggende. Det tilslører man fuldstændigt. Er man bange for at vise, at der ligger bestemte kirkelige holdninger bag Porvoo? Holdninger, som mange i folkekirken ikke deler.