Muhammed-sagen — hmmm … skal vi ikke udgive en bog?

Det er muligt, at Muhammed ikke må tegnes, men der er åbenbart ingen grænser for, hvor meget der må skrives om ham.

Siden Muhammed-sagen var på sit højeste i årets første måneder, har boghandlerne haft travlt med at finde ekstra plads på hylderne til en stribe af bøger, som på den ene eller anden måde er født af sagen om Jyllands-Postens 12 berømte og berygtede tegninger.

Det seneste skud på stammen udkommer netop i dag, nemlig bogen "Karikaturkrisen – En undersøgelse af baggrund og ansvar" af Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden og idehistoriker Rune Engelbreth Larsen.

At en enkelt sag udløser så mange udgivelser på så kort tid, er usædvanligt. Men spørgsmålet er, om det giver gode bøger? Og kan der overhovedet fortælles noget afgørende nyt om en sag, der har fyldt flere spaltemillimeter og sendetimer end formentligt nogen anden sag i de seneste mange årtier, med undtagelse af terrorangrebet mod USA den 11. september 2001?

Henrik Jensen, lektor i historie ved Roskilde Universitetscenter og boganmelder ved Kristeligt Dagblad, er i tvivl. Efter selv at have givet lunkne anmeldelser til både "Bomben i turbanen" af Klaus og Mikael Rothstein samt til David Trads' "Islam i flammer" efterlyser han en anden type bøger.

– Nogle af bøgerne bærer præg af, at forfatteren med Muhammedsagen fik en ramme til noget, der i forvejen lå klar. Det gælder blandt andet for David Trads' bog, som ikke handler specielt meget om Muhammed-sagen, men alligevel til dels bliver solgt på den sag. Og så er der brødrene Rothsteins bog, som hverken fortæller noget nyt eller nuancerer sagen. Det er et parts-indlæg, som kun sender skænderiet videre. Jeg savner en bog, der ikke er skrevet ud fra allerede kendte holdninger, men som forsøger at se det hele udefra, siger Henrik Jensen.