Under det svenske EU-formandskab i anden halvdel af 2009, er det lykkedes os at få gang i integrationsprocessen i det vestlige Balkan og få Kroatien og Serbien til at gå i spidsen for et nyt momentum.

Dette momentum skal holdes i gang i de kommende år. Vejen til medlemskab vil for nogle af disse lande blive lang og hård, men alternativet er at stagnere og begynde at sakke agterud. Ikke ret mange processer er så strategisk vigtige som den tyrkiske indlemmelse i den EU. Alle er klar over, at det bliver mødt med indædt modstand i nogle lejre, men man kan ikke benægte, at et EU, der også omfattede Tyrkiet, ville være meget mere troværdigt og kunne udrette betragteligt meget mere som global faktor.

Unionens hidtidige succes har også været baseret på den omstændighed, at den hele tiden har været villig til at udvide både omfanget og dybden af sine forskellige ambitioner. Hvis man lukkede døren for nye medlemmer, forskansede sig i bureaukratiet i Bruxelles og primært betragtede verden udenfor som en trussel, ville man fralægge sig sit historiske ansvar.

Vejen frem for Tyrkiet vil i høj grad afhænge af de vedvarende forsøg på omsider at ophæve delingen af Cypern. Landets troværdighed, når det gælder bilæggelse af fortidens uenigheder, ville virkelig være i fare.

Over for de østlige partnere – især Ukraine – må EU vedblive at udfolde pakken med integrationspolitik, baseret på en dybtgående og omfattende frihandelsaftale såvel som indlemmelse i Energifællesskabstraktaten. Også associationsaftaler med de andre østlige partnerlande – hvoriblandt Georgien fører an i det sydlige Kaukasus – vil være af tilsvarende betydning på lang sigt. I løbet af de seneste par måneder har EU udviklet sin første række politikker for den mere omfattende indsats i Afghanistan, væsentligt opdateret og styrket sin politik i forhold til fredsprocessen i Mellemøsten og på ny bekræftet sin tosporede tilgang til Iran. Vi er nødt til at indse, at vores måde at håndtere de forskellige udfordringer i Palæstina og Punjab på i høj grad vil bestemme vores fremtidige forhold til den muslimske verden.

Fiaskoen i København var ikke bare et tilbageslag for indsatsen for at bekæmpe klimaforandringerne, men den illustrerede også eftertrykkeligt problemerne ved global styring i en verden med langt flere magtcentre. USA?s korte "enevælde" i tiden lige efter Sovjetunionens sammenbrud er for længst forbi, og det samme burde alle illusioner om, at man kan satse udelukkende på en G2-akse over Atlanten eller Stillehavet, også være.

Men det er lige så tydeligt, at man ikke kan arbejde seriøst med flere end 190 delegationer. Et EU, der tager sin globale rolle og det dertilhørende ansvar alvorligt, bør føre an i forsøget på at oprette et mere effektivt globalt styresystem.

Det skulle indføres lidt ad gangen, og der findes næppe noget system, der kan løse alle problemerne. Men institutioner så forskellige som Sikkerhedsrådet og G20 – der hver især er urepræsentative på sin egen måde – får brug for omfattende forbedringer.

Nu, hvor Europa er på vej ind i en ny fase af sin udvikling, venter verden på, at det hæver stemmen og anvender sine nye instrumenter og sin nye magt. Der er ingen grænser for, hvor mange opgaver der venter.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© GLOBAL VIEWPOINT 2010

Carl Bildt er Sveriges udenrigsminister. Han var statsminister i perioden 1991-1994.

Oversat af Nanna Vesterdorf