Filminstruktør Susanne Bier. -
- Nils Meilvang/scanpix
6. januar 2010
Susanne Bier forsvarer sin nye film mod anklager om islam-kritik, og forsker fremhæver, at kritikken handler om at flytte fokus fra Darfur
Filmtitlen 'Hævnen' på Susanne Biers nye film henviser alene til en ung dansk drengs problematiske forhold til sin far, og filmen udspiller sig hovedsageligt i Danmark, forklarer Susanne Bier, efter hun er blevet beskyldt for at have racistisk indhold i sin nye film.
Det er den sudanesiske regering, som kommer med anklagen, der udspringer af, at der optræder flygtninge fra Darfur i filmen.
Den danske udenrigsminister har ikke villet kommentere filmens indhold. Tværtimod. Per Stig Møller (Kons.) forholder sig i en meddelelse til Sudan alene til, at vi har ytringsfrihed i Danmark.
Det er ind til videre en klog strategi fra dansk side, mener Anders Hastrup, som forsker i konflikten i Darfur som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet.
- Det er vigtigt at dysse det ned. Man skal ikke indgå i dialog med den sudanesiske regering om filmen. Filmen er end ikke færdig. Så, hvis der er noget at sige, er det under alle omstændigheder for tidligt, siger han.
Det store billedeSusanne Biers film ’Hævnen’ er ifølge forskeren blot en anledning for den sudanesiske regering til at lede opmærksomheden væk fra situationen i Darfur. En situation, hvor en borgerkrig hænger på lav intensitet, og hvor flere end 2,5 millioner mennesker lever som flygtninge.
- Den sudanesiske regering griber enhver chance for at fjerne fokus fra Sudan. Sådan har det været siden krisen brød ud i 2003. Det skyldes, at regeringen er klar over, at den i sidste ende bærer ansvaret for, at det er gået så galt, at det endte i såkaldt folkemord, siger Anders Hastrup.
Filmen
Anders Hastrup tror ikke på, at der er tale om en racistisk film med anti-islamiske overtoner, som den sudanesiske regering påstår.
- Det her handler snarere om, at der er nogen, der har fået nys om, at et dansk filmhold portrætterer flygtninge fra Darfur, og fordi det er danskere, er det nemt at komme med en kritik og lægge den i forlængelse af Muhammed-tegningerne, siger Anders Hastrup.
Han betegner desuden hele sagen som en fjer, der er blevet til fem høns.
Den muslimske verden
Det er lykkedes for Sudan - over for en arabiske offentlighed - at få fremstillet det internationale samfunds holdning til Darfur som et sidste led i kæden af civilisationers sammenstød, vurderer forskeren.
- Den strategi hjælper regeringen med at holde kritikere ude af Darfur og fjerne et vigtigt fokus på problemerne, siger han.
Folkemordet stoppede i 2005. Men situationen i Darfur er stadig kaotisk.
- Der er i høj grad grund til fortsat at diskutere Darfur. Men som vi ser med det aktuelle eksempel, med den danske film, vil den sudanesiske regering gå langt for at stoppe enhver anledning til kritik, siger forskeren.
Susanne Bier afviser anklager
Instruktøren selv fremhæver, at Zentropas optagelser i Afrika udelukkende viser en skandinavisk læges arbejdsvilkår i en flygtningelejr. Lægen i filmen 'Hævnen' er udsendt af en humanitær organisation, og optagelserne har ifølge Susanne Bier ingen religiøse temaer eller motiver.
- Jeg er derfor helt uforstående overfor den opståede mistanke til at min film skulle beskæftige sig med islam. Dette er helt og aldeles ukorrekt, siger instruktøren i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Filmen har intet religiøst indhold og beskæftiger sig hverken islam, kristendommen eller nogen anden religiøs overbevisning.
Det vil alle kunne forvisse sig om, når filmen er færdig og derfor tilgængelig for offentligheden, mener hun.
Filmen 'Hævnen' af Susanne Bier har premiere i august 2010.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad