Det er slut med at blive liggende under dynen, hvis man er sygemeldt. Fra den 1. januar blev det lovpligtigt for alle virksomheder i Danmark at kalde deres sygemeldte medarbejdere til samtale inden for de første fire uger af deres sygdomsperiode. Hensigten er ifølge Venstres arbejdsmiljøordfører, Peter Juel Jensen, at komme et for højt sygefravær til livs.
– Det er af hensyn til arbejdsmarkedet, men det er jo også utilfredsstillende for den enkelte at være syg. Vi går ud fra, at en del af sygefraværet skyldes arbejdsmiljø, så samtalerne er også en god mulighed for at sætte det på dagsordenen, siger han.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er det vanskeligt at vurdere, præcis hvor stort sygefraværet er i Danmark. De seneste opgørelser fra henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening og Det Fælleskommunale Løndatakontor viser, at sygefraværet i 2008 lå på omkring fire procent for de privatansatte og seks procent for de kommunalt ansatte. Seks procent svarer til cirka 13 arbejdsdage.
Langt over halvdelen af de danske virksomheder holder allerede i dag samtaler med deres medarbejdere og har en sygefraværspolitik. Nu skal medarbejdersamtalen imidlertid gælde alle virksomheder, hvilket læge og afdelingsleder ved Statens Serum Institut samt forfatter til bogen "Respektfuld Ledelse" Helle Bossen Konradsen ser som et udtryk for omsorg.
– Principielt synes jeg, at det er en god idé, at man følger op på sine medarbejdere, så man som chef har fat i dem. Jeg tror, det betyder noget for medarbejderne, at man spørger til dem og følger med i, hvordan det går, siger hun.
Helle Bossen Konradsen har selv oplevet at gå ned med stress, og den oplevelse og erfaringen som leder fik hende til at skrive bogen om, hvad respektfuld ledelse er. For hende at se er noget af det vigtigste god dialog og samtale.
– Det er rigtig vigtigt i håndteringen af stress, at man er åben omkring det. Der er nogen, der ikke kan lide at sige, når noget er galt, og så går de ned med flaget, siger hun.
Det synspunkt bliver delt af tidligere professor i psykologisk arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Tage Søndergård Kristensen. Men han giver ikke meget for regeringens måde at forcere dialogen på.
– Det, man burde kigge på, er jo enten de arbejdsforhold, der har afstedkommet fraværet, eller den helbredssituation, vedkommende har. Der er ikke noget, der tyder på, at det er det, man vil gøre. Så jeg har ikke den store fidus til den nye lov, siger han.
– Samtalen vil kun fungere de steder, hvor der i forvejen er en god dialog mellem chefen og medarbejderen, siger han, og det er ikke de arbejdspladser, der har problemer med sygefravær.
Den nye lov er også blevet mødt med massiv kritik fra fagforbundet HK, der frygter, at samtalerne mere kommer til at dreje sig om samtaleformen end om årsagerne til sygdommen.
Peter Juel Jensen fra Venstre afviser dog pure kritikken.
– Vi prøver at holde medarbejderne ude på arbejdsmarkedet blandt gode venner og kolleger, så jeg synes, man på den måde gør meget for at imødekomme den sygdomsramte. Vi sætter arbejdsgiver og arbejdstager ned ved samme bord, og det bør på længere sigt give et bedre arbejdsmiljø. Det må være i en fagforenings interesse, siger han.
holtze@kristeligt-dagblad.dk