Torben Rechendorff |
7. januar 2010
FORMANDEN FOR Folketingets Kirkeudvalg, Britta Schall Holberg (V), har i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 5. januar svaret på mit indlæg af 22. december. Jeg synes ikke, formanden svarer på mine to hovedanliggender:
Jeg ankede over, at man absolut fra Folketingets side følte sig kaldet til at blande sig i diskussionen vedrørende klokkeringningen i forbindelse med klimatopmødet. Min afgørende sætning lød: "Tror hun (Britta Schall Holberg) i fuldt alvor, at landets menighedsråd, som præsterne som bekendt er medlemmer af, ikke selv kan tage stilling til, om klokkeringning er relevant i just deres sogn?" Det svarer Britta Schall Holberg ikke på. Der- imod belærer hun mig om, at "vi er nogle folkekirkemedlemmer, der bare i den grad har brug for at høre det kristne budskab forkyndt". Det er jo ikke nemt at være uenig i. Men hvad har de to ting med hinanden at gøre?
Mit andet ærinde var Britta Schall Holbergs nedladende bemærkninger om folkekirkens tilslutning til Porvoo-fællesskabet.
Hendes pointe var, at folkekirken aldeles ikke kan melde sig ind i noget som helst. Som alternativ foreslår hun indmeldelse i en golfklub.
Med henvisning til paragraf 1 i bekendtgørelsen om folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde ligger det sådan, at "Det mellemkirkelige Råd har til opgave at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan og herunder tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale organisationer". Sådan ligger det. Og det kan hverken kirkeudvalgets formand eller alle de herlige specialister, der nu drager i felten, ændre på.
Og så skrev jeg i øvrigt udtrykkeligt, at jeg måske nok synes, at processen omkring tilslutningen til fællesskabet er foregået lige lovlig hurtigt og lige lovlig skjult. Men den sag finder jeg, at rådets formand, Paul Verner Skærved, i et interview, også den 5. januar i dette blad, får fint på plads.
Torben Rechendorff,
tidligere kirkeminister (K),
Ørbækgårds Allé 623,
Hørsholm