Adfærdsvanskelige forældre er en udfordring

Børnebørnene interesserer hende ikke så meget mere, og det har vi forståelse for. Børn kan jo være meget larmende, og det er nok ikke lige dét, hun har det bedst med. Men selv børnene kan hun tale hårdt til, og det er nok det, vores mænd reagerer på. Hun har altid været hård i tonen, og det har vi jo vænnet os til, men vores børn forstår ikke, når hun lige pludselig siger, at de er nogle møgunger, og at hun vil have ti minutters fred, for ellers må hun spise en nervepille.

I de seneste mange år har hun været hos os i julen, og jeg må indrømme, at det efterhånden ikke er en glæde mere. Jeg er konstant på vagt over for, hvad der sker, og hvad der kommer ud af munden på hende, og for det meste bærer mine bange anelser frugt. Hun kritiserer mig ofte. Enten er mit tøj, hår eller sko grimme, eller også underholder hun med noget, jeg engang har gjort forkert, som jeg bestemt ikke er stolt af. Jeg bliver så ked af det, når hun gør det, og jeg mistænker hende for at gøre det, fordi hun ved, at jeg ikke tager til genmæle. For hvis jeg gør det, bliver hun gal eller græder. Eller spørger, om jeg helt har mistet min evne til at grine ad sjove bemærkninger.

Min mand har foreslået, at vi tager væk næste år for at få bare en enkelt jul alene med vores børn. Men min mor vil under ingen omstændigheder holde jul andre steder end hos os. Så da jeg fortalte hende, at vi påtænker en jul i udlandet næste år, reagerede hun med at sige, at hun ville med. Ellers måtte hun sidde alene juleaften. Straks kom min sorte samvittighed, og jeg følte mig handlingslammet. Min søster vil hun ikke holde jul hos, for hun kan ikke lide hendes mand og svigermor.

Min mand er ved at gå ud af sit gode skind, og jeg er bange for, at han en dag kammer helt over. Han synes, hun er ekstremt egoistisk, hvilket jeg kun kan give ham ret i, men på den anden side forstår jeg hendes smerte.

Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre. Vi elsker vores mor og forstår også hendes sorg, men hun fylder for meget negativitet ind i vores hverdag. Vi føler os også klemt mellem vores mor og vores mænd. Hvad stiller vi op?

Venlig hilsen

Karen



Kære Karen

Julen er ofte som et forstørrelsesglas. Det gode og smukke kan blive forstørret, når der er åbne og tillidsfulde relationer, og når de er vanskelige, bliver det hele ofte mere smertefuldt. Nu er julen ovre for denne gang, og vi håber, at I trods alt fik nogle gode dage indimellem.

Du skriver, at din mor også tidligere har været hård i tonen. Måske har din far tidligere afbødet en del af den, mens negativiteten nu får lov til at florere uden filter. Det kan handle om flere ting. Depression hos ældre kan nogle gange komme til udtryk som betydelig vrantenhed og vrede, så måske fik hun en sådan tilstand efter din fars død, som hun aldrig er kommet ud af? Alt for mange ældre går med en depression, der er uopdaget og ubehandlet. Og har hun fået en sådan, må den behandles hos lægen.

Handler det i stedet om uhøflig optræden og manipulerende adfærd, må I ikke ligge under for den. Enkestand, alder eller fysiske skavanker er ikke en fribillet til at være krænkende og krævende.

Derfor er det vigtigt, at hun mødes med respekt og grænser, og du må bede din mand om hjælp til at holde din samvittighed nede i rimelig størrelse. Når hun går for vidt og for eksempel magtfuldt bruger sin sårbarhed for at tvinge sin vilje igennem, må I tydeligt få sagt til hende, at I ikke accepterer en sådan opførsel. Lad hende græde, når hun møder grænsen – det tager hun og du ikke skade af. Hvis hun ikke er dement, er hun ansvarlig for sine ord og handlinger som alle andre.

Du og din søster risikerer at vedligeholde hendes adfærd ved hele tiden at være defensivt eftergivende, og bliver samvittigheden først overophedet, kan det være svært at tænke klart.

I stedet for at ryste på hovedet må din mand udfordres til at være på samme team som dig, sådan at I to kan lægge en fælles strategi for jeres familie. Det vil for os at se være helt i orden at holde jul et andet sted næste år uden din mor. Hun kan ikke have monopol på jeres jul og ikke bestemme, at hun vil med. Vil hun ikke til din søster, er det hendes eget valg.

Det kan være svært at have adfærdsvanskelige børn. Men det er også opslidende at have adfærdsvanskelige gamle forældre. Begge dele kræver, at man holder hovedet koldt og hjertet varmt.

Mange hilsener

Annette og Jørgen