Gammel på en god måde

- Vi er forblændede af ungdom og effektivitet, mener forfatteren Hanne Marie Svendsen. I weekenden medvirker hun på Gammelfestivalen, der sætter fokus på tilværelsens sidste kapitel

Forfatteren Hanne Marie Svendsen medvirker i weekendens Gammelfestival. --
Forfatteren Hanne Marie Svendsen medvirker i weekendens Gammelfestival. --. Foto: .

Alting var hvidt på Hanne Marie Svendsens oldemor. Natsærken med de lange ærmer, de tynde hænder, der stak frem over det hvide dynevår, ansigtet med tynde blåhvide læber, og håret, der sad stramt i en knude bag kniplingskappen. Hanne Marie Svendsen betragtede den gamle kone med lige dele frygt og fascination fra en sprække i døren til det soveværelse, som oldemoderen tilbragte de sidste tyve år af sit liv i. Da den lille pige senere lærte bogstaverne at kende, blev hun kaldt ind til sengen for at læse højt af lokalavisens dødsannoncer og Bibelen, og der var meget livsvisdom at hente i oldemoderens kommentarer.

I dag – 70 år senere – har Hanne Marie Svendsen selv nydeligt hvidt hår. Spørger man hende, om hun betragter sig selv som gammel, replicerer hun med et overbevisende ja. Men Hanne Marie Svendsen tilbringer ikke sit otium i sengen. Hun skriver bøger, holder foredrag og er netop vendt hjem til København fra familiens ekstrabolig i det snedækkede Nordjylland. Søndag skal den 76-årige forfatter holde oplæg på Gammelfestivalen i København, og hun glæder sig.

– Jeg synes, at initiativet om at sætte fokus på alderdommen er meget væsentligt. Der er så mange fordomme om det at blive ældre, som det vil være sundt at gøre op med. De fleste mennesker betragter alderdommen som en negativ fase, og jeg tror, at det i høj grad hænger sammen med vores sprog. Ordet gammel er negativt ladet, og vi taler nedsættende om "gammeldags" og "gammelklog", mens ordet ungdommelig er udelukkende positivt. Som samfund betragter man heller ikke ældre som en ressource, fordi man regner det uproduktive for at være en slags affald, siger Hanne Marie Svendsen, der mener, at det ville hjælpe på vores opfattelser af alderdommen, hvis man knyttede flere positive ord til denne livsfase.

For nylig nikkede Hanne Marie Svendsen genkendende til Dronningens nytårstale, hvori majestæten påpegede, at mange mennesker fandt det vanskeligt at blive ældre. Blandt andet på grund af den stigende ungdomsfiksering.

– Vi glemmer de positive ting og fokuserer på stereotyper. Jeg synes på mange måder, at det at blive ældre giver én en større ro. Man bliver mere overbærende og kommer i nogen grad ud af livslabyrinten, så man kan se det hele mere ovenfra. Samtidig er det vigtigt at huske på, at ældre mennesker skaber en kontinuitet ved at minde om, at tilværelsen engang var anderledes, siger Hanne Marie Svendsen, der mener, at vi som samfund i høj grad kapper rødderne og bliver mere og mere ahistoriske.

– De unge ved så utroligt meget, men der er også så utroligt meget, de ikke ved, som hun siger.

Men alderdommen har naturligvis også sine begrænsninger, erkender Hanne Marie Svendsen.

– Først og fremmest på grund af de fysiske reduktioner. Man kan ikke længere gå så lange ture, man kan ikke tage på rygsækrejser, og det føles som lidt af et handicap, men det er en naturlig udvikling. Når jeg ser på mine jævnaldrende, ser jeg dem heller ikke som gamle. Alle de mennesker, jeg holder meget af, har stadig den alder indeni, som vi havde, da vi havde det allermest morsomt sammen, siger Hanne Marie Svendsen og tilføjer med en lille latter.

– Nu er jeg også selv ret barnlig og sent udviklet – måske er det derfor.

Døden er et centralt tema på Gammelfestivalen og også i Hanne Marie Svendsens seneste bog, "Rudimenter af R". Her følger læseren den fiktive "R" på hans dødsleje. Hovedpersonen er et højt begavet menneske, som er på vej til at dø ensom og skuffet. Mens han ligger der i himmelsengen, synes han hele tiden, at han må op at arbejde videre.

– I min alder oplever man, at så mange mennesker, som man har kendt, dør. Mange af dem har arbejdet intenst hele deres liv, og for dem har arbejdet været livssagen. Når de ikke længere kan arbejde, bryder tilværelsen sammen, og de ender måske med at blive bitre. Jeg tror, det er afgørende for, hvordan man bliver gammel, at man har en bredere sans for livet, så man ikke bare bruger sine tanker og sin arbejdsevne, men også sine sanser og følelser. Når man spørger nogle ældre mennesker, hvordan de har det, kommer de med en lang sygehistorie om sig selv, mens andre fortæller om den bog, de lige har læst, om blomsten i haven eller fuglen uden for vinduet. De gør opmærksom på nogle ting, som andre mennesker midt i deres travlhed og kaotiske tilværelse ikke har tid til at opdage.

Mod slutningen må hovedpersonen i Hanne Marie Svendsens seneste bog acceptere døden, og forfatteren lader ham til sidst svæve op fra himmelsengen som en lille sky af dansende støv. "På vej til en lang nat efter den urolige dag, vi kalder livet."

– Den beskrivelse er naturligvis farvet af mit eget syn på døden. Det er vanskeligt at blive gammel uden at tale om døden. Den er jo rykket så meget nærmere. I det daglige funderer jeg dog ikke meget over døden, ud over at jeg somme tider tænker, "du godeste, hvad skal mine stakkels børn stille op med alle de bøger og ting, som jeg gennem et langt liv har fået hobet op", siger Hanne Marie Svendsen.

Oprydninger må vente. Indtil videre vil Hanne Marie Svendsen fortsætte med at gøre det, hun slet ikke kan lade være med: At skrive.

– På et tidspunkt bliver jeg sikkert mere træt. Men det er heldigvis ikke sket endnu.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk