Solskinsmad fra den rige kyst

Palmer og frodig skov står som en grøn kulisse mod den hvide strand og det blå vand. Det er nytårsmorgen, men aftenens fest og fyrværkeri afholder ikke to ældre herrer fra at stå her, mens solen står op. I deres venstre hånd holder de tynde fiskeliner med kroge, som de igen og igen kaster ud i det blå vand. Over dem svæver brune pelikaner, opmærksomme på fiskeriet under dem. Når en fisk kommer nær linen, styrter de ned i vandet. På få sekunder snapper de den og sluger, mens fiskerne på stranden endnu en gang må se sig slået af naturen omkring sig.

Det var også naturen i form af en orkan, der i 1502 sendte Christoffer Columbus til "la costa rica" eller den rige kyst, som landet lige siden er blevet kaldt. Klemt inde mellem Det Caribiske Hav og Stillehavet har det taget en helt anden historisk rute end de mere krigshærgede og blodige stater mod nord som Nicaragua, El Salvador og Honduras. I 1949 bestemte den daværende præsident José Figueres Ferrer nemlig, at hæren skulle afskaffes, og demokrati skulle indføres. Og sådan har det været lige siden. Selv er costaricanerne stolte af deres fredelige nyere historie, og den har da også givet dem en af de højeste levestandarder og den bedste natur i Mellemamerika. Costa Rica har flere naturreservater i forhold til areal end noget andet land i verden og en biodiversitet, der får biologer til at kalde landet for et paradis.

Fra strandkanten i Montezuma på Nicoya-halvøens spids er det også svært ikke at være enig med dem. Aber, egern, leguaner, sommerfugle og kolibrier hygger sig i træernes kroner, og blomster lyser pink, gult og rødt i varmen under dem. I havet svømmer farverige fisk rundt om de undersøiske klipper, og en tur i bølgerne er forfriskende, omend varm. Kun i middagsheden er det nødvendigt at tage en pause fra naturen, solen og stranden og snuppe en siesta, men det giver til gengæld mulighed for at smage på de lokale specialiteter, der med delikate dufte frister fra skyggen under restauranternes udhæng og halvtage.

Traditionelt har costaricanerne spist stegte brune bønner og ris til de fleste måltider, men som velstanden går op, så gør retternes variation og finesse det også. I det frodige land er det let at dyrke det meste, og bananplanter vokser da også vildt på bakker og skråninger. Madbananer er derfor en del af mange retter, som også ris, rødbeder og andre farverige grøntsager og blomster er det. På en lille lokal økologisk restaurant serverede de således en lokal udgave af sushi-salat og tortillas med grøntsagsfyld, og de opskrifter vil jeg sammen med den traditionelle gallo pinto give videre her, da de også er gode som efterfølgere til den fede og overdådige mad, som julen og nytåret i de sidste uger har beriget os med. Godt nytår og velbekomme!

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk