Al-Qaeda og de danske tegninger: hævn eller forsvar?

At Danmark er blevet mål for al-Qaeda må med andre ord hænge sammen med, at "sagen", der kæmpes for ved at ramme Danmark, af al-Qaeda vurderes at have en vis bundklang i bredere cirkler.

Men hvad er det for en "sag", vi taler om? Når vi i en dansk sammenhæng tænker på tegningesagen, er det jo oftest som et spørgsmål om ytringsfrihed versus respekt for religioner. Men er beskyttelse mod forhånelser af religioner virkelig den sag, som al-Qaeda vurderer er så god i bredere muslimske kredse, at den er værd at kaste sig over?

Det spørgsmål fik jeg anledning til at spekulere over, da jeg og en kollega fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i oktober sidste år fulgte en gruppe unge fra Danmark, Jordan og Egypten, der rejste til Jordan og Egypten for at gå i dialog med unge jordanere og egyptere.

De var tilknyttet Dansk Ungdoms Fællesråd som frivillige "dialogambassadører", og de enkelte dialogaktiviteter blev gennemført af små hold bestående af to danskere, heraf en med muslimsk baggrund, en jordaner og en egypter. De drog ud på skoler, universiteter og lokale organisationer i Kairo, Alexandria og Amman for gennem dialogen at bekæmpe stereotyper og øge den gensidige forståelse.

Før og efter i alt otte møder talte vi med i alt 26 unge deltagere med vidt forskellig baggrund for at vurdere effekten af dialogmøderne. Vi kan ikke generalisere fra disse 26 individer til alle i Jordan og Egypten. Men vores interview gav et interessant indblik i disse unges perspektiv på forholdet mellem Danmark og den arabiske/muslimske verden.

NOGET AF DET FØRSTE, der slog os, var, at vi i forbindelse med alle møder og interview uden undtagelse blev mødt med spørgsmålet: "Hvad tænker danskerne om os?" Da vi fulgte dialogambassadørerne under tilsvarende dialogmøder tidligere på året i danske skoleklasser, var det meget sjældent et spørgsmål til egypterne og jordanerne, hvordan de så på os.

Det næste, der sprang i øjnene, var, at alle møderne på et tidspunkt kom til at handle om Jyllands-Postens karikaturtegninger. Hvis ikke dialogambassadørerne selv åbnede for muligheden af en drøftelse af emnet, kom initiativet på et tidspunkt fra deltagerne.

Her var det bemærkelsesværdigt, at vi ikke stødte på nogen – selv når vi talte med veluddannede og vestligt orienterede studerende – der kendte til baggrunden for, at Jyllands-Posten havde trykt tegningerne i 2005, eller hvorfor de var blevet genoptrykt af samtlige danske aviser i 2008.

Der var flere, der havde forstået, at det jo kun var én avis og ikke alle i Danmark, der stod bag den oprindelige krænkelse. Men ingen havde belæg for at mene andet, end at tegningerne var udtryk for et bevidst ønske om at nedgøre og såre muslimer, båret af en stærk og i øvrigt ubegrundet modvilje mod muslimer.

Forud for dialogmødet kunne vi altså hos vores interviewpersoner dels konstatere en udbredt (og ugengældt) bekymring for, hvad vi i Danmark mente om dem, deres land, deres religion og så videre. Dels var det en udbredt opfattelse, at danskere nærede stærk uvilje mod muslimer, og at det var bevæggrunden for tegningernes offentliggørelse.

Selvom dialogambassadørerne også stødte på forargelsen over profetkrænkelsen, så var det i vores interview i langt højere grad bekymringen over de fjendtlige følelser, som danskerne nærede mod muslimer, der dominerede.

Og det er muligvis i høj grad den frustration – en frustration hos den enkelte over helt uforskyldt at have påkaldt sig en vestlig nations modvilje – som al-Qaeda har øje for og ønsker at skrive sig ind i med sine aktioner og sin retorik mod Danmark.

Den gode nyhed er, at det er en sag, vi fra dansk side kan gøre noget for at underminere. Hvis sagen havde været et spørgsmål om straf for en synd, vi har begået, og som der skal rettes op på, ja, så var det lidt svært at gøre noget ved. I et frit informationssamfund vil det til stadighed flyde med ytringer, der kan forekomme krænkende, men det er de færreste i Danmark, der mener, at ytringsfriheden af den grund skal søges indskrænket.

MEN HVIS sagen opfattes som en protest mod en nation, der drevet af uvilje mod muslimer udspyer krænkende materiale med jævne mellemrum, ja, så er der pludselig noget at arbejde med.

Og det var det, de unge dialogambassadører gjorde. Dialogambassadørerne, der ikke repræsenterede andre end dem selv under disse møder, gav deres egne forklaringer og oplevelser af, hvad der var sket i forbindelse med tegningesagen.

Mange kom netop ind på den diskussion om ytringsfrihed, der af Jyllands-Posten blev lagt til grund for tegningerne, ligesom de danske muslimer ofte måtte svare på spørgsmål om, hvordan det er at være muslim i Danmark. I forbindelse med vores efterfølgende interview kunne vi konstatere, at flere af de egyptiske og jordanske deltagere var positivt overraskede over at høre, at muslimer rent faktisk havde rettigheder i Danmark, og at tegningerne var et spørgsmål om ytringsfrihed snarere end en kollektiv, blind dansk uvilje mod muslimer.

Efter et dialogmøde i Egypten konstaterede en ung kvinde for eksempel: "Da den muslimske pige, som lever i Danmark, forklarede, at det bare var på grund af ytringsfriheden, så forstod jeg det bedre."

Det betyder ikke nødvendigvis, at denne unge kvinde, eller de andre egyptere, vi talte med, pludselig syntes, at Jyllands-Postens tegninger var en god idé. Pointen er, at det er meget mere skræmmende at opfatte tegningerne som et udtryk for et ubegrundet had mod muslimer, end hvis det handler om uoverensstemmelser om, hvad det er moralsk forkasteligt at ytre sig om.

Det er den frygt, som al-Qaeda kan profitere på, når de gør Danmark til mål, og dermed også den frygt, vi skal arbejde på at afmontere, hvis vi gerne vil gøre Danmark til et mindre attraktivt terrormål.

Marie-Louise Wegter er senioranalytiker med speciale i religion, konflikt og international politik på Dansk Institut for Internationale Studier