Abdirahman Iidle og A. Osman Farah |
8. januar 2010
- løbet af få dage blev der på dansk skrevet over 750 somalisk relaterede artikler. Kun få af dem kan siges at være objektive, skriver Abdirahman Iidle og A. Osman Farah fra Det Somaliske Forum i Århus
MINDRE END ET DØGN inde i det nye år angreb en ung mand med somalisk baggrund karikaturtegneren Kurt Westergaard. Det var et terrorangreb, som vi fordømmer og håber på, at politiet og retssystemet vil håndtere professionelt.
Til gengæld er der grund til at være skeptisk over for medierne og politikernes erklæringer og forhastede konklusioner. I løbet af få dage blev der på dansk skrevet over 750 somalisk relaterede artikler. Kun få af dem kan siges at være objektive. Uden konkret dokumentation beskyldes somalierne for ekstremisme og manglende integration. Virkeligheden er en anden. Somalierne er relativt bedre integreret i samfundet end for 10 år siden. Ud over den enkeltes indsats spiller vores foreninger en afgørende rolle for at støtte og vejlede børn, unge og ældre.
Det burde sådan set ikke overraske nogen, at medierne hellere vil sælge nyheder end at nuancere. Desuden ved vi, at politikerne ofte sigter mod den maksimale magt og indflydelse. Nu får de desværre følgeskab af de såkaldte politiske eksperter: professor Mehdi Mozzafari fra Aarhus Universitet og lektor Shahamak Rezaei fra Roskilde Universitet. De to forskere forsøger at score billige point på, hvad de kalder somaliernes radikaliseringstendenser.
Mozzafari har i en årrække gennem finansloven modtaget midler bevilget på opfordring af Dansk Folkeparti. Ofte har han sammenlignet islam med nazisme. Han er yderst politisk aktiv. Fra sin base i Århus arbejder han for et regimeskift i Teheran. Shahamak Rezaei har i en årrække beskæftiget sig med at undersøge sort arbejde blandt indvandrerne i Danmark. Det har desværre ikke givet konkrete brugbare resultater.
SELVOM SHAHAMAK Rezaei har undersøgt radikalisering blandt unge generelt, udtaler han sig selektivt om netop de somaliske unge, så konklusionen rimer med den aktuelle debat. I et demokrati som det danske bør medier, politikere og eksperter ikke uden videre bekræfte hinanden.
Vi må indrømme, at den tragiske terrorsag ud over chokket har potentiale til at underminere integrationsindsatsen. Næsten 75 procent af somalierne i Danmark er børn under 15 år. Deres hovedsprog og hjemland er dansk. Terrorsagen har forvirret mange af dem. De kan ikke overskue, hvad der foregår. Børnene er samfundets fremtid. Derfor må vi aldrig tillade, at de bliver ofre for radikalisering, uanset hvor den er fra, og hvem der udøver den.
Abdirahman Iidle og A. Osman Farah,
medlemmer af bestyrelsen i Det Somaliske Forum i Århus,
Eckersbergsgade 27,
Århus C