FORSIDE DANMARK UDLAND KIRKE OG TRO KULTUR REJSER SENESTE NYT
Danmark

Kolde næser finder varmen på Amager

08. jan 2010 00:00 På vinterherberget Den Kolde Næse kan de hjemløse søge ly og varme for natten

Kommentér
Share
Læs også
Hjemløse i Danmark
@Fakta m symbol NY:Der er knap 5000 hjemløse i Danmark, og 25 procent af dem har været hjemløse i mere end to år.

Hovedparten af de hjemløse er mænd, og de fleste af dem er yngre eller midaldrende. Der er forholdsvis få ældre hjemløse.

Cirka 20 procent af de hjemløse er af udenlandsk afstamning. De fleste af dem er fra Østeuropa, men i år oplever herberget Den Kolde Næse også flere og flere hjemløse fra Afrika.

Der findes omkring 64 herberger og forsorgshjem i Danmark og derudover en række varmestuer.

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, og Sammenslut- ningen af Boformer for hjemløse
Lea Holtze
Lea HoltzeArtikler
Profil
Udskriv
Tip en ven
Billede
Jens Jarsleth har fundet ly for natten i vinterherberget Den Kolde Næse. Han er en blandt 5000 hjemløse i Danmark og har levet på gaden i 29 år. -- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

– Det er simpelthen en lille oase det her, konstaterer Marianne Elmose og lægger de smurte franskbrødsmadder med ost over på et spækbræt. Der er stillet kaffekander, askebægre og stearinlys frem på de tre små caféborde, og Birgitte Steffensen, der har nattevagten, sidder klar med afkrydsningslisten foran hoveddøren.

Der lyder en sagte mumlen fra den lille transistorradio, men ellers er der ganske stille i Frelsens Hærs vinterherberg Den Kolde Næse på Amager i København. Udenfor er 17 mænd med hullede fingervanter, frostsprængte kinder og tyndslidte sko stimlet sammen. Det er alment kendt i hjemløsekredse, at herberget allerede åbner klokken 21, så det er med at komme i tide, hvis man vil have en ordentlig sengeplads. Og omsider går døren op.

– 1, 2, 3, 4, 5, tæller Birgitte Steffensen i al hastværk i et forsøg på at danne sig et overblik over horden, der haster målrettet forbi cafébordene og ind i sovesalen, mens de efterlader et mylder af fodaftryk fra den grå snesjap under sålerne. I løbet af et splitsekund er poser, tasker og sække læsset af på sengene, der står stillet op side om side. Hver bylt indikerer, at her har nogen hjemme for natten.

Jens Jarsleth er heldig at få sin faste plads i hjørnet.

Annonce
– Mig og mine venner sørger altid lige for at spærre en plads til hinanden herovre. Vi vil gerne være sikre på at få et sted at sove, fortæller han.

Den Kolde Næse har eksisteret i 10 år og er blot et blandt mange herberger og forsorgshjem, der tilbyder de hjemløse tag over hovedet i disse måneder. I alt findes der omkring 64 herberger og forsorgshjem rundt om i landet, og der er desuden mulighed for at lægge vejen forbi en varmestue.

Tilbage i sovesalen har Jens Jarsleth redt sengen og kryber straks halvvejs under dynen med overtræksbukser og sweatshirt på, for kulden har virkelig sat sig. Vind, vejr og barske minder har for længst taget plads som tunge vidnesbyrd under øjnene, for Jens er 47 år og har tilbragt det meste af sit liv på gaden. 29 år, for at være helt præcis. Og han er en af de cirka 5000 hjemløse i Danmark.

– Jeg er ved at være rigtig træt af det. Det er især hårdt her i vintermånederne, men jeg kan ikke leve i et firkantet rum. Det er jo ligesom et fængsel, siger han og argumenterer med, at det da ikke kan være naturligt at bo inden for fire, flade vægge, når alt i naturen har runde former. Og selvom han ryster på de mørke, barkede hænder, formår han alligevel at understrege sin pointe med resolutte armbevægelser i luften.

Ved siden af sengen har han stillet den våde oppakning. Hele livet pakket ned i tre tasker. Ja, lige bortset fra det, han har låst inde på Københavns Hovedbanegård.

– Det er altså tungt at bære rundt på hele dagen. Prøv selv at løfte, siger han og rækker skulderstroppen inviterende frem.

I sommermånederne rejser Jens Jarsleth rundt fra by til by for at gøgle. Han bliver rastløs, hvis han ikke er i bevægelse, og når han gøgler på gader og stræder, har han mulighed for at komme i kontakt med mennesker, som han holder så meget af. Men når frosten lægger sig over København, som den har gjort så godt som hver nat siden midten af december, har Jens intet andet valg end at søge inden døre.

– Her er der fred og ro. Andre herberger åbner først senere, og der er ofte ballade, men her kan man heldigvis få sin nattesøvn, siger han.

Selvom klokken endnu ikke har rundet 22, lyder der allerede fredsommelig snorken fra flere sammenkrøbne kroppe under de blånistrede dyner rundt om i træsengene. Det er især de udenlandske hjemløse, der efter en kold og mørk dag på gaden er gået til ro. For tiden er halvdelen af de overnattende gæster af udenlandsk oprindelse. De fleste er fra Østeuropa, men efterhånden finder flere og flere afrikanske hjemløse også vej til herberget.

Det er imidlertid ikke alle, der har lagt sig til at sove. Ved cafébordene bliver der sludret livligt, imens smurte madder og kopper med skoldhed kaffe fortæres i en fart. – Det er jo ikke meget, vi kan give dem. Men de kan lige få lidt at falde til ro på, siger Kenneth Bo Jensen, der arbejder i Den Kolde Næse på sjette år.

En af de hjemløse, der sætter pris på at få vendt dagens strabadser med de andre hjemløse og herbergets frivillige, er Per. Han blev hjemløs for knap tre år siden, efter at finansieringen af hans kærestes stofmisbrug og en uoverskuelig gæld sendte ham på gaden.

– Jeg har heldigvis et arbejde i Rødovre. Så jeg skal kun være udenfor, fra jeg har fri klokken fire. Men det er da også koldt nok, fortæller han.

Per kommer hver dag, fra vinterherberget åbner den 1. december, og frem til det lukker den 31. marts. Men kulden kostede alligevel to hjemløse livet i henholdsvis Skagen og Horsens i december. Og det er ikke så underligt, for det er barske vilkår, de lever under, fortæller Kenneth Bo Jensen.

– Vi kan ikke redde de her mennesker, men vi kan vise dem tillid og give dem ro og fred. Så håber jeg bare, at en god nattesøvn kan ruste dem til alt det, der venter dem udenfor næste morgen, siger han.

holtze@kristeligt-dagblad.dk

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Teologisk fakultet på vej til lukning
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark
Mysterium om kvindelig flypioners skæbne måske opklaret
V-folk sikrer homoseksuelles ret til adoption
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 


Afstemning

Ser du mere positivt på homoseksuelle vielser i folkekirken end for 10 år siden?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
Sådan indsættes en sognepræst
- Vi kender kun Gud gennem Jesus
10 nye former for kirke, der ikke chokerer din bedstefar
Konkurrent til rådhus og kirke fører sig frem
Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark
- Troen er brændstoffet i mit liv

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: