Erhvervsliv, forskere og Folkekirkens Nødhjælp vil give bedre nødhjælp og samtidig tjene penge
Det lyder forkert, men der kan være god mening i at tjene penge på verdens fattigste. Faktisk kan det meget vel blive den bedste måde at yde nødhjælp på i fremtiden, mener man i Folkekirkens Nødhjælp.
Her er man gået ind i et utraditionelt samarbejde med 16 danske virksomheder, Dansk Industri og forskere fra to af landets universiteter. Formålet er at skræddersy nye produkter – for eksempel simpelt minerydningsudstyr og en letvægts-trillebør – til det enorme marked af fattige i u-landene. Og det er en helt nødvendig måde at nytænke nødhjælpsindsatsen på, forklarer foreningens internationale chef, Christian Friis Bach:
– Vi har alt for længe haft berøringsangst over for erhvervslivet, fordi de har en anden dagsorden end os. De har samtidig holdt sig fra verdens fattigste, fordi det var for besværligt at tjene penge, og den opdeling har hindret en lang række fremskridt. Vi har nu nye og bedre muligheder for at udvikle præcis de ting, der er behov for blandt verdens fattigste. Alle får noget ud af det.
Access2innovation hedder initiativet, der blev sat i gang allerede i 2007. Men det er først nu, de første konkrete projekter begynder at tage form, for det har ikke været nemt at sætte så forskellige parter omkring samme bord. Arne Remmen, professor i samfundsudvikling og planlægning på Aalborg Universitet, er én af dem, der sidder med. Han ser en tydelig gevinst i, at man nu undgår de standardløsninger i nødhjælpsarbejdet, som så mange gange før har vist sig at ende i fiasko .
– Det her er et næsten uopdyrket felt med et fantastisk potentiale. Men det kræver faktisk en del i højere grad at tage hensyn til dem, der skal hjælpes, siger han.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk