Et tiltrængt selvopgør

I disse dage hagler kritikken ned over Politiets Efterretningstjeneste, som påstås at have ydet tegneren Kurt Westergaard for lidt sikkerhed. En tilsvarende debat finder sted i USA. Her spekuleres der over, hvordan systemet kunne svigte, så en nigeriansk mand med en selvmordsbombe på kroppen kunne komme så tæt på at sprænge sig selv, et fly og flere hundrede passagerer i luften, som tilfældet var i juledagene.

Men over for terroren gives der ikke den fulde sikkerhed. Man kan ikke gardere sig helt. Så længe ekstreme muslimske miljøer i den muslimske verden udklækker hjerne vaskede selvmordsbombere eller øksemordere, vil de også være at finde herhjemme.

Et samfund reguleres af love og regler, af sociale normer og af det enkelte menneskes værdier. Reguleringen kommer både udefra og indefra.

Et af de største problemer med den muslimsk begrundede vold er, at den ikke bliver klart fordømt i den arabisk-muslimske verden. Tværtimod hylder mange muslimske landes styrer selvmordsbombere som martyrer. Islams ledelse med styret i Saudi-Arabien og den 56 lande store organisation af muslimske lande OIC i spidsen fordømmer stort set aldrig vold begået i islams navn. Når det endelig sker – som i mordforsøget på Kurt Westergaard – er det tvetydigt og langtfra med samme iver og lidenskab, som vestlige lande og i særdeleshed Israel fordømmes.

Den amerikanske kommentator Thomas Friedman gør i avisen International Herald Tribune opmærksom på, at den sande helt i beretningen om den fejlslagne selvmordsbomber på Northwest-flyet i USA er den unge nigerianske bombemands far. Han havde henvendt sig til den amerikanske ambassade i Nigeria, fordi han frygtede, at hans søn var ved at blive terrorist. Sønnen var nemlig fra en rejse til Yemen begyndt at sende sms-budskaber med ekstremt indhold og havde meddelt, at han aldrig ville komme hjem igen. Faderen forsøgte forgæves at få sin søn væk fra jihadismen, og det er, hvad der gør ham til helten i den sag, mener Friedman.

Ikke bare enkeltpersoner, men alle muslimske samfund bør gøre som faderen og arbejde på at bringe deres unge på ret køl. Som en begyndelse kan de kalde terroren ved dens rette navn og ikke udråbe martyrer.

Terroristerne skal skammes ud af samfundet, og børn skal indgydes værdier, der forhindrer dem i at tolke islam voldeligt. Hvis det ikke sker, kan Vesten gemme sig bag endnu strammere regler og højere mure, så de ekstreme muslimer kun har de eksisterende styrer i deres egen del af verden at kæmpe imod. Men det kan hverken de arabisk-muslimske lande eller Vesten være interesseret i.